Job & Karriere,  Morliv,  Tankemylder

Mor & karrierekvinde i én – how to?

Er det en sød fortælling, eller gør I det derude? I så fald – hvordan? Er det et spørgsmål om kompromisser? Om drive? Har vi forskellige overskud? Forskellige børn måske?

I 2015 da jeg møder min mand, Thomas, er jeg i fuld sving som nyudklækket selvstændig karrierekvinde. Jeg drev Contempofair, der startede som en webshop med brugskunst, smykker, illustrationer og keramik fra danske upcoming designtalenter. Webshoppen udvidede hurtigt med en kælderbiks på Ahlefeldtsgade i København K. Det var sjovt, simplethen så sjovt, at skabe og drive sit eget. Det var ikke tandsmør, der var på brødet, men det løb ret hurtigt rundt. Regninger blev i hvert fald betalt og jeg kunne hurtigt drømme om de næste små skridt uden at skulle låne penge eller skyde alverden ind i foretagenet. Jeg havde fundet en forretningsmodel, der gjorde, jeg ikke havde ret meget ude at svømme af gangen, hvilket var nødvendigt, da investeringen ikke var eksisterende. Forinden Contempofair havde jeg arbejdet med sociale medier, men i øvrigt også gået en frygtelig masse i byen, spist sushi, gået i biffen, på loppemarkeder og købt fine ting til min nye andelsbolig. Den slags ting, jeg forestiller mig, man gør, når man endelig er væk fra SU og på egen løn (eller er det bare mig?!). Hvad angik opsparing – ja, skal vi så ikke bare sige, den var beskeden.

Contempofair på Ahlefeldtsgade

Butikken åbnede samtidigt med Thomas og jeg besluttede os for at flytte sammen og dagene flød sammen af virkelig meget arbejde, ofte også lørdag og søndag, kærestetid og almindelige hverdagsting.

En dag i juni måned 2016 stod vi, hvad der virkede som ud af den blå, med en positiv graviditetstest i hånden. Ny-forelskelse og begrænset brug af prævention resulterede i vores dejlige søn, Ludvig. Omend det ikke var den timing, vi havde drømt om, og det lige skulle have nogle uger til at synke ind (ok, måske kun et par dage for mit vedkommende 😉 ), så var det helt fantastisk, at vi sammen skulle være forældre. Hvordan det skulle til at ændre vores hverdag, tror jeg ikke, nogen af os havde set. Drømmen om at fortsætte Contempofair levede fortsat den første del af graviditeten. Måske kunne jeg gøre begge dele, måske bare noget af tiden. Måske var der penge til at hyre lidt assistance. Måske skulle jeg bare fortsætte med webshoppen, og så genoptage den fysiske del af forretningen igen på et senere tidspunkt.

7. februar 2017 kom vores søn til verden. Omstændighederne var noget anderledes, end vi havde forestillet os, da Ludvig blev født med en hjertefejl, og vi derfor brugte den første tid på Rigshopitalets lange gange. Hele min biks, mit foretagende, mit hidtil hjerte-barn var lukket og slukket, da det til misdannelsesscanningen skulle vise sig, vores søn ville komme til verden med en noget alvorlig hjertefejl. Trods sygdommen og twistet som er en fortælling for sig, var vi blevet forældre! Det var og er stadigvæk det største nogensinde, altså overhovedet. Det overgik langt mine forventinger til hvad det betød følelsesmæssigt, overskudsmæssigt og jeg er stadig lige forundret over, hvor meget det vendte min verden op og ned. Alt hvad der hed karriere, parkerede sig i et kammer langt inde i baghovedet, helt deromme, hvor det ikke kunne være mere irrelevant, omend det i årevis havde været en stor prioritet. Det her lille menneske, hvis overlevelse, trivsel og opvækst 100% afhang af min mand og jeg, splittede mine drømme, forestillinger og forventninger i atomer. Barslen gik med amme-issues (ok, jeg gjorde det. Men skal vi nu ikke lige blive enige om, det ikke er nemt og naturligt for alle?), søvnløshed, et udfordret parforhold, sygdom og for vores vedkommende også en åben hjerteoperation, som vores lillemand klarede med bravour.

Få dage efter operationen, glad og tapper.

Inden vi så os om, kom tiden til vuggestue og jobsøgning. Ludvig var så klar til at komme væk fra hjemmets fire vægge og ned og lege med andre end sin mor. Han havde længe været meget opsøgende med alle vi mødte på vores vej og var klart gladest, når vi var ude på tur eller blandt andre mennesker. Jeg havde svært ved at give slip, som de fleste mødre nok kan genkende – ingen ville jo kunne forstå og læse ham, som jeg. Men vi kastede os ud i det, fordi jeg kunne mærke, det var det rigtige og det bedste for ham og vores familie. Jeg fik mig ret hurtigt et job, sådan et “rigtigt” job, et voksenjob, med pensionsordning, kantine, uendeligt mange møder og hvad der ellers hørte sig til. Nu var jeg jo voksen, en af dem med barn i institution, og da jeg ikke følte, jeg havde fået testet sådan et job-format rigtigt af, takkede jeg selvfølgelig ‘ja!’ til det. Desuden var jeg jo også sluppet igennem nåleøjet med tests af den ene og anden art, oplæg og to samtalerunder. Det virkede bare helt forkert at sige ‘nej tak’, selvom fornemmelsen i maven ikke helt vidste, hvad den skulle synes om det. Håbet var, at det var det helt rigtige for mig, og at jeg egentlig passede enormt godt ind i den kasse. Det ville jo være det nemmeste, det sikreste økonomisk og det mest fornuftige. Måske.

Få måneder efter var jeg en skygge af mig selv. Thomas og jeg havde haft en rigtig svær tid, hvilket nok udmunder i et skriv for sig. Men det var slet ikke kun det, der tyngede mig. Jeg havde det skidt helt ind til benene – skidt over at stresse over, hvornår Ludvig mon blev syg igen, og hvordan vi så skulle komme igennem det. Skidt over ikke bare at kunne være den mor, jeg gerne ville være, som altid ville sætte mit barn over alt andet – det var ganske simpelt ikke muligt. Vi var heldige, at Ludvigs farmor kunne træde til og tage ham af og til, da hun selv har skiftende arbejdstider. Men ærligt, knuste det mit hjerte i stumper og stykker, når jeg skulle sætte en sløj trold af, for at tage ind og passe et job, der i det store hele ikke kunne være mere ligegyldigt. “Det er jo bare et arbejde!” Det sagde min daværende chef til mig, når vi stak hovederne sammen, og jeg stressede over min syge søn og mit ægteskab, der hang i en så tynd tråd, at jeg knap nok kunne se den. Hvis det bare var et arbejde, hvorfor var det så det, der fyldte absolut mest og fik mine absolut bedste timer fem ud af syv dage om ugen. Hvorfor var det så det, der trumfede, når Ludvig atter havde fanget sig en omgang falsk strubehoste. Det virkede bestemt ikke som noget, der var ‘bare’.

En tilfældig tirsdag, helt uventet, endte jeg hulkende hos HR. Thomas og jeg havde ellers lagt planer for, hvornår og hvordan jeg skulle begynde at søge et nyt job – en plan jeg ellers troede, jeg var helt tilpas med.
Der sad jeg så, og jeg græd og jeg græd, på den der måde, som kun små børn kan gøre det, når de er rigtig trætte og bare gerne vil have det der, de ikke må få. Snottet flød (undskyld, men du skal have det rette billede), jeg var spættet og vinrød på halsen, og så svedte jeg med en sådan iver, at mit ansigt løb til min skjorte. HR endte med at hente min chef, og lige der, sagde jeg op. De bad mig gå hjem og tænke over det, og forsikrede mig om, vi sammen godt kunne lægge en plan, så jeg kunne blive glad igen. Men der var ingen anden udvej for mig. Jeg havde overhørt mig selv for længe, overhørt hvor forkert det føltes at have sådan et “rigtigt” job på fuld tid, mandag-fredag, 8-16, med 30-45 minutters transport hver vej. Efter et forløb hos en psykoterapeut, nogle lange gåture og en del søvn, fik jeg det heldigvis hurtigt bedre igen.

Når jeg tænker tilbage, er det der står klarest for mig, den måde jeg følte mig udbrændt på i de få eftermiddags- aftentimer jeg havde med Ludvig. Jeg glædede mig faktisk, til han skulle i seng, og til at jeg bare kunne få fred i knolden og måske være alene et øjeblik. Hvor frygteligt det end lyder, og hvor skræmmende det er at se det lige her, sort på hvidt, så var det min virkelighed. En virkelighed jeg i dag slet ikke forstår var.

I skrivende stund er jeg atter jobsøgende. I efteråret testede jeg et andet felt af, som altid har spøgt. Du kender det måske, men det der job, du godt kunne se dig selv i i dit næste liv. Det skulle prøves, for tænk nu, hvis jeg havde det meget bedre i en anden type job, og det var løsningen. Tænk nu, hvis det kunne give mig en ro indeni til både at jonglere karriere og morlivet. Desværre viste det sig (også), ikke at være det rette for mig, og arbejdstiderne betød desuden, at det igen ville gå alt for meget ud over det familieliv, vi ønsker at leve. Men jeg savner at arbejde – jeg savner at være en del af noget og skabe resultater. Og bare have et meningsfyldt arbejdsliv. Heldigvis har mit efterårseventyr gjort mig bevidst om, at jeg faktisk elsker mit felt. Jeg er uddannet cand. mag. i kommunikation og har arbejdet med sociale medier og branding i mine tidligere ansættelser, og det er helt sikkert også det, jeg drømmer om at arbejde med i fremtiden også. Jeg er bare nødt til at finde et job (…eller måske flere mindre jobs, eller måske skabe et selv), der kan harmonere bedre med den mor, jeg gerne vil være – for hende vil jeg ikke gå på kompromis med. Jeg kan mærke på min søn, at han har brug for hende og trives bedst med hende. Så om end det betyder, mine karrieredrømme må vige i baggrunden for en stund, så vil jeg lære at balancere begge grene.
Der er heldigvis ikke noget rigtigt og forkert, og der er jo også regninger, der skal betales. Selvfølgelig skal vi også passe på vores børn og familier økonomisk. Men for pokker – hvor er det vigtigt, at vi alle sammen finder det, der er rigtigt for lige netop os. Uanset hvad din veninde, der sagtens kan have tre børn, kører med klatten på job-pinden og iøvrigt ser hamrende godt ud så tænker. Hun er ikke dig, eller mig.

Jeg vil elske at høre fra dig, hvis du sidder eller har siddet i samme båd som mig – og hvis du har nogle erfaringer, du vil dele. Måske har I sammen som familie fundet en balance, der fungerer for jer.

Og har du læst med så langt her i mit første skriv, vil jeg sige dig tak. <3

6 kommentarer

  • Theresa Rønnebech

    Hvor er der fint (og hjerteskærende) beskrevet, Marie! Jeg har ingen tips eller gode råd, men kan kun stemme i, og fortælle at jeg hver eneste dag prøver at finde på en løsning, som vil gøre at Viktor ikke skal gå i vuggestue mandag-fredag hver dag! Jeg HADER at være væk fra mine børn i så mange timer og kun have de få timer tilbage, hvor alle er trætte og 100 orantiske ting skal ordnes, sammen med mine børn.
    Det kan ikke være meningen at børn skal være væk fra deres forældre SÅ mange timer hver dag, når de er så små. Min drøm er at hjemmepasse mine børn indtil de er ihvertfald 3 år! Jeg håber det snart kan lade sig gøre 🤞🏼

    • Marie Eigen

      Mange tak for din kommentar, Theresa. Det gør mig glad at vide, jeg ikke er den eneste, der går med de følelser og gør mig den slags overvejelser. Forhåbentligt finder vi begge snart det, der virker for os hver især og for lige netop vores børn. Der er ingen tvivl om, der er andre børn i Ludvigs vuggestue, der ikke ved noget bedre, end at være der. De børn der bare suser ind og leger og ikke ænser, at mor eller far går. Jeg ved ikke, hvorfor der skal være sådan en forskel – ingen tvivl er der dog om, at Ludvig ville foretrække at gå i vuggestue, men på deltid.
      Kh Marie

  • Anne

    Jeg vil ikke sige, at jeg ikke længere ønsker en karriere. Det er for øvrigt et underligt ladet ord. Hvorfor er det at bestræbe? Jeg ønsker mig at godt arbejdsliv. Godt og værdifuldt for mig. Som også harmonere med familie. Men faktisk er 1. Prio og at er godt, værdifuldt, lærerigt, udfordrende og meget mere for mig og ingen anden. Så giver det mig nemlig energi og ro til familie og andet.

    Og jeg anede forøvrigt ikke, at du havde haft egen virksomhed! Jeg er dybt imponeret. Kunne det ikke være noget at starte op igen?

    • Marie Eigen

      Tak for din kommentar og for rosen, Anne. Egen virksomhed kunne bestemt godt være en mulighed igen – absolut. Dog nok i et lidt andet format. Detail alene tror jeg ikke er vejen for mig. En fysisk butik vil også kræve for mange timer, og så befinder jeg mig nok atter i en situation, hvor balancen mellem job og familie bliver for svær. Men det var sådan et eventyr, og jeg vil aldrig fortryde, at jeg gjorde det.
      Jeg ønsker mig helt sikkert også et godt arbejdsliv. Det vil ikke være sandt, hvis jeg siger, at familielivet er nok for mig. Jeg håber, jeg snart finder det rette.

  • Ditte

    Der fik du mig til at græde. Jeg græd hele sidste uge på arbejde i bitterhed, afmagt og frustration over at være der. Mest er jeg vred på mig selv over at jeg ikke har formået at bryde ud inden det kom hertil. Helt ærligt så drømmer jeg om at blive fyret så jeg kan trække vejret og tænke mig om. Jeg kan 100 procent genkende alt i dit indlæg. Må det rigtige snart vise sig for dig❤️

    • Marie Eigen

      Mange tak for din kommentar, Ditte. Og åh, det må være så hårdt for dig lige nu. Jeg håber, du finder den rigtige vej ud, hvis det er det rette for dig lige nu. Det er aldrig værd at gå på arbejde og græde. For pokker.
      Tusinde tak og så meget det samme til dig. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *