Morliv

Min graviditet, en tid med lykke og sorg

En torsdag aften, juni 2016. Jeg havde lige taget en graviditetstest og ødelagt den i min iver for at ramme rigtigt. Den virkede ikke, måske var den druknet. Kl. 21:55 løber min kæreste til nærmeste Netto efter flere tests – jeg vidste, det var nu, vi skulle have besked. Han kom tilbage, ikke mange ord blev sagt. Jeg drak en masse vand og forsøgte igen. Den var positiv, svagt. Men der var ingen tvivl om, den viste to streger.
Jeg åbnede badeværelsesdøren og så på Thomas, der så ud til ikke at have trukket vejret ret mange gange, mens jeg havde været der inde.

“Er du gravid?”
“Ja, eller altså… det tror jeg…”


Vi mødtes i et stort kram, og så brød jeg sammen i tårer. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Måske jeg var ked af timingen. Forskrækket over resultatet. Ked af, vi ikke havde passet bedre på. Lettet over jeg faktisk kunne blive gravid, ikke at der skulle være umiddelbar grund til, jeg ikke kunne. Sur på mig selv over, det skulle ske lige nu inden vores forestående bryllup, uden at lysten egentlig rigtig var der. Var vi klar? Vi vidste, vi ville have børn. Det havde vi talt om masser af gange, som man nok gør, når man er i slut-tyverne og er hamrende forelskede. Men sandheden var, vi begge gerne ville vente lidt. Vi havde kendt hinanden knap 11 måneder, og selvom vi skulle giftes, virkede det alligevel som et kæmpe spring at skulle være forældre.
Vi var derfor helt enige om, at det ikke var aktuelt før efter brylluppet i oktober. Så lang tid var der jo faktisk ikke til, men projekt-baby var egentlig parkeret der.


Dagen efter tog jeg ind til byen og mødtes med min søster. Thomas sagde ikke ret meget, for ikke at sige ingenting. Nogen var jo ligesom nødt til at sige et eller andet. Hun virkede som et safe bet, så jeg skrev og spurgte, om vi kunne mødes. Hun svarede straks ja, og spurgte, om alt var ok – var jeg rask? Jeg skrev: “Ja…meget…” Da vi mødtes, gættede hun det med det samme. Hun forsikrede mig om, at det jo var fantastisk. Ja! Det var det jo faktisk. Tænk sig et lille menneske, skabt med den mand jeg elsker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke havde tilladt mig selv at tænke sådan om det endnu, men selvfølgelig. Fyldt med en pludselig lykkerus lyttede jeg til hendes fortællinger om barnevogne, pusleborde, graviditetsvitaminer, folinsyre, store bryster, gode cremer, tungmetaller i fisk og hendes veninders dejlige små.

Jeg kom hjem med en helt anden stemning i kroppen og var egentlig spændt på at se, hvordan Thomas havde det. På spisebordet stod der et yndigt figentræ. Sådan et, jeg havde talt om i noget tid, faktisk bare meget større, end jeg havde forestillet mig, det skulle være. Det var så yndigt og simpelt. Ved siden af stod Thomas, med hvad jeg tror var et lidt anstrengt smil. Når jeg tænker tilbage, er jeg lidt i tvivl om, hvor længe han egentlig havde stået der og ventet på, at jeg skulle komme hjem. Han stod i hvert fald ligesom fast. Han undskyldte, at han ikke vidste hvad han skulle sige, og at han godt vidste, det frustrerede mig. Derfor havde han købt mig dette træ. Jeg blev så rørt og lettet, hvilket måske ikke er helt til at forstå for andre. Men for mig stod det klart, at det var hans helt egen måde at sige, han var med ombord på det her eventyr.
Al tvivl forsvandt, og så stod det hurtigt klart – vi skulle være forældre!

Første del af graviditeten forløb fint, dog præget af en del kvalme og hvad der ellers hørte sig til de første mange uger. Tiden kom til nakkefoldsscanningen, der var hurtigt overstået og egentlig var en rar oplevelse. Det var første gang vi så, det faktisk var en rigtig lille baby, der gemte sig derinde. Lykken var enorm og vi var på et stadie, hvor det var det mest naturlige i verden, at vi skulle være forældre.
I uge 15 købte vi os til en kønsscanning og blev meget overraskede, da det viste sig, det var en dreng, vi ventede. Af en eller anden grund var jeg og mange omkring mig sikker på, det var en pige. ,
Pludselig var jeg halvvejs og misdannelsesscanningen var næste punkt på listen.

Vi mødte ind på Herlev Hospital og var ret spændte, med glædede os også sådan til at vi skulle se den lille på skærmen igen. Der måtte være sket en hel del de sidste uger. Scanningen tog lidt vel lang tid, og jordemoderen måtte flere gange gå væk fra hjertet til noget andet for at vende tilbage igen. Endelig sagde hun, at hun synes, vi skulle komme ind til en ny scanning. Ikke fordi hun havde en opfattelse af, at der var noget galt, men blot for at være sikker på, hjertet så helt ud som det skulle. “Det er lige på grænsen til, at jeg vil sende jer hjem. Men det er bedre at være helt sikker.”, sagde hun. Den lille i maven var nemlig meget livlig, så hun havde lidt svært ved at se det, hun skulle.
Det var naturligvis helt ok – vi ville også gerne være sikre på, at alt var fint. Vi grinte egentlig bare lidt af, at vi havde skabt os sådan en livlig lille fyr. Sådan fik han allerede nogle karaktertræk, der var skønne at få med. Vi følte os i hvert fald ikke tyngede af beskeden, men så naturligvis helst, at vi kunne sætte et kryds ud for denne scanning også.

Nogle dage efter var vi retur på Herlev. Denne gang med lidt større sommerfugle i maven. Jeg var nervøs, og havde nået at tænke lidt for mange tanker i dagene imellem scanningerne. Hvad nu, hvis hun ikke havde talt sandt, og at hun faktisk havde set noget, der ikke var, som det skulle være. Måske havde jeg kunne fornemme en tvivl i hendes ansigt. Thomas blev ved med at sige, at alt ville være fint, og at vi snart ville være ude igen. Han sagde det igen og igen, så mange gange, at jeg tror, han også forsøgte at overbevise sig selv.
Vi blev kaldt ind af en rimelig skrap dame, der ikke lod sig mærke af, at jeg tydeligvis var nervøs. Jeg var helt kold og mine hænder var blålige og klistrede. Hun scannede igen længe og sagde så, at hun ikke vidste, om nogen havde sagt det til mig, men at fordi jeg var lidt tyk på maven, var det lidt sværere at se det hele rigtigt. Det sank helt i mig. Ikke fordi hun ikke måtte sige eller tænke det, men fordi jeg i forvejen havde svært ved at hænge sammen, og måske også synes, det var noget hensynsløst at kaste den i ansigtet på mig i situationen. På intet tidspunkt i min graviditet indtil nu havde min vægt eller ‘tykkelse på mit maveskind’ været noget issue eller noget, vi havde talt om. Jeg var sund og rask, i god form og det var ligesom bare det.
Hun sendte os hjem. Uden at sige noget. Jeg lader mig sjældent holde tilbage for at sige det, jeg tænker, så jeg gik egentlig lidt til hende, for at høre, hvad hun havde set. Hun havde set noget. Det kunne jeg mærke.
“Er alt ok?” Jeg gentog det igen og igen, men hun ville ikke sige noget, selvom jeg var enormt påvirket og utryg og havde lyst til at græde og råbe på samme tid. Jeg var bange. Jeg kunne ikke forestille mig at tage hjem og vente i flere dage på vished.

Hjem skulle vi altså, uden at blive klogere på vores barns situation. Vi satte os ud i bilen, og Thomas forsøgte at berolige mig og forsikrede mig om, alt nok skulle blive fint. I situationen gjorde det mig enormt vred, fordi jeg synes, det var en naiv tilgang. Noget var jo galt. Det stod helt klart. Og at vi ikke vidste, hvor galt det var, rev mig midt over.

Den lille livlige i maven var begyndt at sparke nogle uger forinden, og jeg nød sådan, at jeg kunne mærke ham. Det var lidt som om, jeg endelig havde forstået, hvad der ventede os. Et lille liv. En baby. En søn. Jeg var begyndt at glæde mig utroligt meget til at møde ham. Lære ham at kende. Finde ud af hvem han var, og hvad han ville. Jeg kunne slet ikke forholde mig til, hvis han ikke var, som han skulle være. Og at jeg måske ikke skulle lære ham at kende alligevel. Jeg var alle følelser igennem. Samtidig var jeg fyldt med vrede over den seneste oplevelse på Herlev, og den dag i dag forstår jeg stadigvæk ikke, at det udspillede sig på den måde. At det ikke var muligt at give os en afklaring, en forsikring eller noget andet samme dag. De følelser et vordende forældrepar går igennem er enorme, og man kan ikke forestille sig noget værre, end at ens børn, ufødte eller fødte, ikke har det godt. De følelser skal der tages hensyn til og jeg håber sådan, at vi bare var uheldige med vores oplevelse.

To dage inden vores bryllup var vi atter på Herlev til scanning. Vi blev taget imod af en overlæge, der tog os med til rummet længst nede på gangen. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, hun så alvorlig ud.
Vi satte os først ned til en samtale, hvor hun fortalte os, at hendes kollegaer til de to tidligere scanninger havde mistanke om en alvorlig hjertefejl på vores søn, og at hun nu skulle scanne mig igen for at be- eller afkræfte dette. Jeg kunne slet ikke forstå den virkelighed, vi pludselig befandt os i. Det hele virkede som en frygtelig drøm, og jeg havde mest lyst til at besvime og først vågne igen, når hun var færdig.
Jeg lagde mig på briksen, og hun scannede mig i små 40 minutter, før hun sagde noget. Jeg havde sådan lyst til at råbe af hende undervejs. Hvorfor sagde hun ikke noget? Hun rømmede sig flere gange som om, hun skulle til at sige noget, men nej. Istedet for at råbe, lod jeg tårerne trille ned at mine kinder, helt roligt, mens jeg knugede Thomas’ hånd til mit bryst. Jeg skulle jo helst ligge stille.
Endelig fik vi beskeden, at vores søn led af Fallots Tetralogi, en kombination af tre fejl i hjertet. Hun sagde, at vi måtte skynde os at tage en fostervandsprøve, fordi den ville vise, om der også var tale om en kromosomfejl. I så fald kunne det jo være, graviditeten skulle afbrydes, men da de nu havde forsøgt at definere fejlen tre gange, var tiden gået. Og vi var pludselig kommet enormt tæt på skæringen for, hvornår man må afbryde en graviditet. Det ville tage en uge at få svaret på den, hvorfor den skulle hastes afsted i en taxa med det samme.
Jeg blev bragt til et andet rum, og mens jeg græd og de gennemførte fostervandsprøven med en stor nål gennem mit maveskind, ringede Thomas efter min mor, der ganske kort efter stod der, og også var opløst i tårer.
Mit barn skulle dø. Det var jeg sikker på. Det var det, hun sagde. Det eneste jeg hørte var, at jeg skulle føde en dreng, der ikke var levedygtig. Og formentlig inden for ganske få dage.

Da vi kom hjem samledes vi med mine og Thomas’ forældre, og vi gik i gang med at aflyse vores bryllup og bryllupsrejse. Dagen efter skulle vi på Rigshospitalet og scannes af børne- hjerteeksperten, eftersigende den bedste og eneste i landet. Han ville formentlig kunne afklare, hvor alvorligt det her faktisk var. Men hans vurdering ville ikke kunne stå alene. Fostervandsprøven var lige så vigtig, og den skulle vi vente en uge på.

Dagen efter mødte vi op på Rigshospitalet og blev taget imod af den rareste mand. Mens vi stod med ham og ventede på at komme ind til scanningen, sagde han helt henkastet til os, at hvis det var det de troede, de havde set, så kunne de altså bare fikse det, når han blev født. Som om det var en skæv tå eller et overbid. Det var så surrealistisk, at han var så afslappet omkring det, når de på Herlev nærmest havde lagt vores søn i graven.
Han scannede mig ganske hurtigt og forklarede os helt roligt, at det var rigtigt det de havde set, og at det formentlig ville kræve en enkelt operation, når vores søn kom til verden. Men vurderede derudover, at han var sund og rask. Desuden viste han os ham i 3D for at gøre oplevelsen lidt sjov for os også. Det var virkelig rart. Jeg nød synet af min søn og hans store næse, der lignede sin fars så meget. Jeg er den mand evig taknemmelig for, at han var i stand til at afmontere dramatikken en smule fra scenariet, omend det naturligvis fortsat var alvorligt.

På vej ud til bilen, var vi lettede. Vi gik hånd i hånd og trak begge vejret helt nede i maven. Det havde vi ikke gjort i nogle dage. Der sagde jeg til Thomas, at jeg synes, vi skulle give ham hans navn nu. Jeg havde brug for, at vores lille menneske blev så virkelig som mulig.
Vi havde på det sidste talt meget om navnet Aksel. Det var vi egentlig ret vilde med. Alligevel kunne jeg mærke, at han skulle hedde Ludvig, et navn jeg havde drømt om at kalde min søn i mange år, skulle jeg være så heldig at få sådan en. Thomas var helt enig. Det var trygt. Sådan fik han sit navn.

Dagen efter, 1. oktober 2016, blev vi gift. Festlighederne omkring vores store dag var blevet aflyst. Vi så ingen anden vej, da vi fortsat manglede svaret på fostervandsprøven. Vi kunne ikke se os selv stå der og være glade, når vi stod midt i det største mareridt, nogen af os nogensinde havde oplevet. Men giftes, det skulle vi. Størst af alt er kærligheden, og vores kærlighed var mere vigtig nu, end den før havde været – den skulle hjælpe os igennem det der ventede os og vores dreng. Det var det helt rigtige for os.
Dagen var smuk og simpel, og vi var omgivet af vores allernærmeste familie.

<3

Vores bryllupsrejse skulle have gået til Malta, men den blev vi desværre nødt til at aflyse, da vi skulle blive i landet. Vi skulle have det længe ventede svar på fostervandsprøven og være klar til at afbryde graviditeten, hvis det blev nødvendigt. Om søndagen fik vi besøg af vores nærmeste venner. Det var så rart at se og kramme alle dem, og alligevel spise et stykke bryllupskage sammen med dem. Egentlig også lidt rart at se og mærke, at de havde vores ryg, uanset hvad der skulle ske.
Derefter tog vi op i mine forældres sommerhus i Rørvig og forsøgte at hygge os og få det bedste ud af vores hvedebrødsdage, omend det var svært.
Indtil telefonen endelige ringede om torsdagen. Det var en læge fra Herlev, der sagde, at hun med glæde kunne meddele os, at prøven var helt fin, og at vores søn altså ikke havde en kromosomfejl. De anbefalede os derfor at fortsætte graviditeten som planlagt, hvilket vi selvfølgelig også enormt gerne ville. Lettelsen var enorm. Lige så var glæden. Vi kunne igen glæde os til at møde vores søn. Vores hjertebarn.

Resten af min graviditet forløb lidt anderledes end den første del, da vi gik til samtaler og kontroller løbende på Rigshospitalet. De ville gerne sikre sig, vi følte os informerede og trygge, og så blev vi scannet hver tredje uge for at følge Ludvig og sikre sig, at han voksede, som han skulle. Det gjorde han heldigvis, og efter lidt tid, blev det helt naturligt at komme derinde – faktisk glædede vi os over alle de scanninger vi fik, da vi fik lov til at kigge ind til ham hele tiden.

D. 4. februar 2017, min terminsdag, nærmede sig hastigt. Heldigvis var sorgen atter vendt til lykke. Vi var trygge og fulde af forventninger til at vores søn skulle komme til verden. Vi vidste da ikke, hvornår Ludvig skulle gennemgå sin store, åbne hjerteoperation. Vi vidste kun, at det formentlig ville være inden for det første år. Om det skulle være umiddelbart efter fødslen, ville helt afhænge af, hvordan hans fysik ville klare omstillingen fra livet i livmoderen til livet ude. Det eneste vi vidste var, at jeg ikke ville få lov til at gå over min termin, og at jeg ville blive sat igang på dagen, hvis ikke jeg allerede havde født, hvilket var lidt tvivlsomt som førstegangsgravid. Dette for at han kom til verden, når man forventede ham allerstørst og stærkest, hvilket de menes at være lige omkring termin. Desuden vidste vi, at vi skulle indlægges på neonatal på Rigshospitalet i forlængelse af fødslen.

Hvordan det gik og hvordan det endte med, at Ludvig har fødselsdag d. 7. februar, vil jeg fortælle mere om i næste skriv. En fødselsberetning, jeg længe har haft lyst til at skrive ned. Jeg håber, du får lyst til at læse med. <3

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.