Morliv

En lille fortælling om nogle meget lange dage

Den 4. februar 2017 havde jeg termin med min søn, Ludvig. Som førstegangsgravid tror jeg ofte man forventer at gå dage eller sågar uger over tid – en ventetid der kan føles urimelig lang, når man er ved at sprænges af nysgerrighed og utålmodighed over at møde det lille menneske i maven. Hvad der venter en, er så uhåndgribeligt og uanset hvor meget, man forsøger at forestille sig det, kan man bare ikke.
Hvordan ser baby ud, hvad vil han, hvordan er han, hvordan kommer barslen til at være – hvad vil det egentlig overhovedet sige at gå på barsel? Kan jeg finde ud af det? Måske er det for ensformigt, måske er det fantastisk.
Hvad med amning, er det nemt? Er det noget for mig? I så fald, kan vi så få det til at fungere. Hvis ikke, hvad gør vi så. Burde jeg købe en brystpumpe? Ammepude? Flere cremer til ømme brystvorter? Hvad med babytøj. Har vi nok? Gad vide hvor stor han er. Måske vi har for lidt. Eller måske er det for småt. Og hvad egentligt med søvn og den afbrudte af slagsen, hvor hårdt er det faktisk?

For mig fyldte den type spørgsmål også. Det var overvældende at skulle være forældre. Spændende, fantastisk helt vildt dejligt, men overvældende. Desværre stod de klassiske spørgsmål, bekymringer og forestillinger ikke alene. De var akkompagneret af en insisterende frygt for, hvad der ventede min mand og jeg men særligt også vores lille menneske i maven. Jeg vidste, jeg skulle sættes igang på min terminsdag. Ludvig skulle til verden, når han var størst og stærkest, så han kunne klare de udfordringer, der måtte vente ham uden for livet i min livmoder. Under min graviditet til misdannelsesscanningen (tredje forsøg) erfarede vi nemlig, at han ville blive født med Fallots Tetralogi, en kombination af tre hjertefejl. Hvordan det forløb, kan du læse mere om her.

Anden halvdel af min graviditet blev brugt med adskillige besøg på Rigshospitalet. Vi blev passet rigtig godt på, efter vi havde fået den triste besked og vi blev vant til at komme på hospitalet. Vi forlignede os overraskende hurtigt til vores nye virkelighed. En virkelig der betød, vi ventede os et alvorligt sygt barn. Man forestiller sig nok aldrig, at der kan være noget galt med ens børn, om end det må antages, at det ikke er for sjov og udelukkende for hyggens skyld, vi i landet bliver tilbudt to scanninger under en graviditet. 8 ud af 1000 børn bliver hvert år født med hjertefejl og hvorfor lige netop vores dreng var en af de otte, vides ikke.

Den fjerde februar kl. 10 mødte vi op på Rigshospitalet med den famøse taske pakket til bristepunktet, autostol og høje forventninger. Jeg var ved godt mod. Totalt klar og spændt på at se, hvilket eventyr der ventede os. Vi blev taget imod af en sød, ældre jordemoder, der efter at have undersøgt mig og givet mig den første igangsættelsespille mente, jeg ville have født inden dagen var omme. Jeg var klar, mente hun. Fantastisk besked egentlig, for jeg var klar. Klar på oplevelsen og klar på at tage tiden umiddelbart efter fødslen i stiv arm.
Da de skulle følge Ludvigs trivsel under igangsættelsen, blev vi indlagt og skulle blive på afsnittet, indtil vi skulle videre til en fødestue.
Ret hurtigt kunne jeg mærke pillen virke. Jeg fik plukkeveer, og efter anden og tredje pille var plukkeveerne begyndt at ligne rigtige veer. De nev. Og jordmødrene der holdte øje med mig var begejstrede for udviklingen. Jeg og Thomas lige så. Vi skulle snart møde vores søn!

Timerne gik og jeg nåede min 13. og sidste pille. Det hele var gået i stå. Jeg mærkede ingenting mere, andet end enorm træthed og utålmodighed. Og en tiltagende frustration over, vi i vores situation var nødt til at udfordre naturen, min krop og mit udfødte barn – for måske var han ikke klar til at forlade sin lune hule endnu. Og jeg ville egentlig ikke udfordre ham på det. Ikke endnu.
Om aftnen den 5. februar mente jordmøderne derfor, det var tid til at forsøge sig med et ballonkarteter. De mente ikke, jeg havde åbnet mig nok og for at kunne tage mit vand, måtte der være tale om et par cm.
Jeg var træt og bange og havde læst alt for mange ubehagelige skriv om erfaringer med ballonkatetre på ‘minmave’ og ‘hestenettet’ (selvom man udemærket godt ved, man ikke skal…). En svensk læge og en erfaren jordmoder kiggede på mig og lavede en indvendig vurdering af min situation, som set i bakspejlet, var værre og mere invaderende end selve fødslen. Det skulle vise sig dog at være det værd. For jeg var klar til at få taget mit vand. Heldigvis! Jeg skulle ikke igennem mere igangsættelse og fødslen ville gå igang, når vandet var taget. Endelig var vi atter tættere på at møde vores Ludvig. Både Thomas og jeg var udmattede, og da klokken nu var 22.30 vurderede de, vi skulle få os en god nats søvn, og så ville jeg få taget mit vand næste morgen. På vej ud af rummet kiggede jordemoderen på mig og sagde:

“Altså du må jo sige til, hvis du skal have lidt smertelindring og lidt at sove på, ikke?”

Jeg tror godt hun kunne se, jeg var ved at miste modet. De mange timer på hospitalet på delestue med andre igangsatte, der kom og nærmest bare duftede til en pille og tog hjem med deres babyer, før Thomas kom retur med en varm kop kaffe, var drænende. Dejligt for dem. Men altså, det var ved at være min tur.

“TIL, ALTSÅ FOR GUDS SKYLD!”

Jeg var træt og øm og følte på mange måder, min krop allerede havde været igennem et marathon. Så det fik jeg og derpå fik jeg syv gode timers søvn uden afbrydelse.

Næste morgen var jeg fuld af fornyet energi og klar til den store prøve: fødslen. Jeg havde sådan en idé om, jeg ville være en rigtig fødemaskine med mine brede hofter – virkelig sej og tapper og ikke mindst bomstærk. Sådan en der ikke havde behov for smertestillende undervejs, men som bare gjorde det.
Jordemoderen kom sødt ind omkring kl. otte med en relativ overdådig morgenmad og meddelte, der var lidt ekstra run på på fødegangen, så vi lige skulle vente en time eller to med at tage mit vand. Det var egentlig fint. Vi kunne få lidt mad og måske et bad. Det ville sikkert være rart at gå ind til fødslen ren og mæt.

Klokken blev 11. Så 13.30, 13.34, 13.53, 14.04. Tiden gik så langsomt. Jeg var klar! Men modet svandt lige så langsomt ud af kroppen igen, mens jeg sad stor, mægtig og sur ude ved skranken og nedstirrede de mange københavnske kvinder, der kom prustende ind med deres egne ‘rigtige’ veer. De skulle til, selvfølgelig. Flere gange havde jeg dog lyst til at stille spørgsmålstegn ved, om de nu ikke mente, de kunne komme igen i morgen – om de nu var sikre på, at det var tid. Det var det vist. For dem.

Klokken 18 rummede jeg ikke mere tålmodighed. Jeg havde vadet hospitalet rundt udvendigt og indvendigt, jeg havde spist stærk mad og iøvrigt været til modnende akupunktur ugerne op til og drukket hindbærbladte. Jeg måtte græde ned i en pude for ikke at komme til at skælde nogen ud. Det var jo ingen skyld, egentlig. Det var bare uretfærdigt og uheldigt, at det endnu ikke var blevet min tur.
18.30 kommer Thomas løbende ind på stuen, hvor jeg lå og var opgivende og havde ondt af mig selv. Han så helt vild ud i ansigtet, fordi han lige havde overhørt jordmødrene sige, at “nu kan vi prikke Munksgaard”. Det var mig. Munksgaard. Og rigtigt nok. Kort efter lå jeg med en ældre jordemoder ovenpå mig, som med en forvokset hæklenål tog mit vand. Ikke en videre behagelig oplevelse, men nu var det så rent faktisk igang.

De næste par timer var hurtigt overstået og omkring kl. 22.45 blev jeg rykket til en fødestue. Thomas og jeg havde et øjeblik alene derinde, og mens han klemte min hånd ind til ham, spurgte han mig, om jeg var klar. Det var jeg, men jeg var nok mest klar til, at det var overstået. For jeg var træt. Enormt træt. Og på forhånd ærgerlig over, det ville blive en kamp, for jeg havde en forventning om, det der ventede mig, ville kræve en hel del energi og gåpåmod. På tidspunktet var jeg i overvejende mangel af begge dele. Veerne tog til og om end jeg synes, de gjorde mere end ondt, mente jordemødrene ikke, de var gode nok. “Så kommer vi til at være her der næste uge, hø hø….” Jeg fik derfor lagt et vestimulerende drop, som jeg da skal love for, gør sit navn ære. Pludseligt var jeg lagt helt ned af veer og smerter. Det gjorde ubeskriveligt ondt, og veerne kom nu i rap uden de store pauser imellem. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at bevare optimismen og fokusere på min vejrtrækning, men skiftet fra at vente og vente og vente på det blev min tur til pludselig at ligge her med en mindre vestorm, var enormt. Efter vagtskiftet fik jeg en ny jordemoder, der godt kunne se, jeg var flad. Så på hendes anbefaling fik jeg lagt en epiduralblokade, der for en stund tog de værste smerter. Det varede dog ganske kort, før veerne igen kunne mærkes og uanset hvad vi forsøgte, var der lang vej hjem.

Kl. 4 om morgenen den 7. februar havde veerne gjort deres arbejde, men desværre var Ludvig ikke kommet rigtigt ned i bækkenet. Han stod skævt. Vi fik besøg af mange forskellige jordemødre, der med hver deres erfaring forsøgte at få Ludvig rigtigt ned, så han kunne komme ud til os. Endelig fik vi besøg af en norsk jordemoder, der kunne en teknik, der hedder ‘spinning baby’. Jeg skulle i al sin enkelthed ligge med maven helt ude over briksen i den ene side og have tre veer og derefter tilsvarende i anden side. Det gjorde tricket for pludselig stod han, hvor han skulle. Desværre havde den nu lange vej for ham sat sine spor, så hans hjerte var begyndt at være påvirket. Jeg fik derfor beskeden, at jeg havde en time til at få ham ud, og at vi ellers måtte være nødsaget til at få foretaget et akut kejsersnit. Den store udfordring var bare, at jeg ikke havde presseveer på tidspunktet. Så vi var nødt til at prøve uden. Ud skulle han og efter alt det vi havde været igennem, kunne jeg ikke forene mig med tanken om, at skulle have lavet et kejsersnit.

40 minutter efter, kl. 11.18 kom en slap og blå lille mand til verden, men navlestrengen om halsen. På stuen var en børnelæge klar til at tage ham. Det var planen under alle omstændigheder, da skiftet fra livmoder til verden var afgørende for hans hjerte og dermed også hans tilstand. Men han sagde ikke en lyd og de lagde ham kort op til mig, for hurtigt at vurdere, det var for risikabelt. Han blev derfor lagt på en briks ved siden af, hvor han fik ilt og blev masseret, indtil der endelig kom et højt hyl fra ham. Jeg kan huske, jeg var underlig rolig under det. Måske fordi jeg ikke kunne se noget, men måske også fordi, jeg ikke kunne forestille mig andet, end at han var ok. Det skulle han være. Der var ikke andre muligheder.
Thomas stod der hjælpeløs og så på det her lille væsen, vores lille væsen, der var omringet af apparater og læger, der gjorde alt hvad de kunne for at få liv i ham. Han kunne intet stille op. Det må have været så frygteligt at have bevidnet det, og egentligt er jeg glad for, jeg ikke kunne se noget, fra der hvor jeg lå. Retur til mors bryst kom han kort efter, og endelig fik jeg lov til at høre ved ham. Mærke ham. Studere ham. Og forsøge at forstå, han var her. Nu var han her. Han var vores. Endelig. Han havde det godt og kunne fint trække vejret selv. Han var perfekt.

Efter en time alene på stuen bare os tre og noget vel ristet brød, der faktisk smagte, så englene sang, blev vi kørt til neonatal. En fortælling, der bør stå alene.
Vi nåede at tilbringe en lille uge på Rigshospitalet, to døgn på neonatal og resten af tiden på børne-hjerteafdelingen. Ludvig klarede skiftet fra maven til verden fantastisk, og vi fik lov til at tage vores lille mand med os hjem, uden nogen former for forudgående operation. Vigtigst af alt kunne vi tage trygge hjem. Vi vidste, vi skulle komme på Rigshospitalet ofte den kommende tid. Men det var også okay. For vi fik oplevelsen af at blive forældre til vores Ludvig, og vi kunne rent faktisk tage ham med hjem. Noget jeg ikke havde turde at tro rigtigt på siden midt i min graviditet, før det rent faktisk var. Noget jeg for evigt vil være taknemmelig for. <3

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *