Ud af byen. Måske…
Drømmen om en have, har jeg aldrig rigtig haft, omend jeg størstedelen af mit liv har boet i hus med tilhørende rigelig grøn plads at boltre sig på.
Da jeg som 18-årig flyttede hjemmefra, var det i lejlighed og siden da, har jeg ikke savnet at bo i hus, selvom det til tider godt kan være lidt (læs: meget!) anstrengende at bo så tæt på andre mennesker. I virkeligheden har jeg aldrig brudt mig om at kunne høre mine naboer.
Ikke desto mindre har jeg i mange år ikke kunne forestille mig at forlade byen. Min elskede by. Men skal man bo her, så er det i lejlighed – med mindre man er født under en helt særlig stjerne, der med sit pure stjernestøv får ens planter til at gro penge. Det er jeg ikke og et hus herinde, får jeg nok aldrig råd til.
Da jeg var yngre, kunne jeg ikke forestille mig, at jeg kunne blive så vild med København. Jeg voksede op nord for København og var kun en tur i kystbanen væk, hvorfor jeg kom her relativt ofte. Dengang så jeg mig ikke herinde, overhovedet. I så fald ville det alene være af praktiske årsager for at være tæt på den skole, jeg nu engang skulle gå på. Jeg synes, her var lidt for stort og uhyggeligt, måske også lidt for larmende, og hjemlig kunne jeg slet ikke se den være.
I 2007 startede jeg på CBS og flyttede i den forbindelse til Frederiksberg i en sød lille toværelses, jeg fik lov til at leje af en ven af familien. Udenfor vinduet i min stue, stod det smukkeste magnoliatræ, der når det blomstrede gav mig sådan en ro og lykkefølelse. Måske var det slet ikke så stort og farligt herinde. Måske kunne her også være smukt, rart, hyggeligt – hjemligt. Jeg faldt hurtigt for lejligheden, vejen, Frederiksberg og senere skulle det vise sig, jeg også forelskede mig helt og aldeles i København.
Jeg fik på studiet en veninde, der på klassisk og gammeldags vis cyklede rundt med et lille krakskort over byen i sin taske. Hun gjorde det til sin hobby at lære byen at kende, da hun ligesom jeg, netop var flyttet herind. Hun ville føle sig hjemme, og det smittede sådan af på mig, der indtil nu egentlig ikke havde lyst til eller mod på at lære andet end mit eget frimærke, mine egne daglige cirkler at kende. Jeg hoppede med på cyklen og nød den frihed, det tilbød mig. Nørrebro, Østerbro, Frederiksberg og Vesterbro blev hurtigt vores legeplads, og jeg opdagede hele tiden nye kroge, pladser, caféer, læsesteder og barer, som gjorde hverdagen herinde så vidunderlig, fri og foranderlig. Ingen dage behøvede at være ens, som de nok var, da jeg boede hjemme og gik i gymnasiet og mest af alt gemte mig i kælderen (hvor jeg var blevet installeret de sidste par år hjemme som et kompromis vistnok) med min daværende kæreste, når vi ellers havde fri fra skole. Derhjemme var det sværere for mig at tage initiativ til at prøve noget nyt og gøre noget andet, sværere at få energi af hverdagen. Men pludselig lå København for mine fødder, jeg mødte nye mennesker hele tiden, blev udfordret på mit verdensbillede, og jeg nød det. Jeg tror også, jeg havde rigtig godt af at få udvidet min horisont og på mange måder også løsrive mig det label, der havde groet sig så fast i nakken på mig, særligt i min gymnasietid. Jeg blev voksen, og blev på godt og ondt til den jeg er i dag. En kvinde, som i min optik, er meget langt fra hende jeg var i gymnasieårene, og meget tættere på hende, jeg gerne vil være og egentlig nok altid har været.
Jeg er et af de mennesker, der når hun skal melde flytning, og i den forbindelse kommer ind på Folkeregistrets register over mine tidligere adresser kan trykke ‘næste’ mere end en gang, for at se dem alle. Jeg er flyttet meget! Ufatteligt meget. Mangler du tips til at pakke ned, ud, flytte, bære op, ned, flyttemænd, alt i den genrer, så ringer du bare. Jeg er uofficiel sjællandsk mester, faktisk.
Foruden rodløshed, har forelskelse og forliste parforhold ofte haft en finger med i spillet. Det har egentlig været fint. Jeg har følt mig utroligt vel hjemme mange steder. Det kan jeg. Gøre noget til mit og finde ro der hvor jeg er, selvom det måske ikke lyder helt sådan. 🙂 Uanset er jeg faktisk ret træt af at rykke rundt, selvom det altid er sjovt at sætte sit præg på en ny bolig. Men med rollen som mor følger også en hel del ansvar. Et ansvar jeg enormt gerne vil gøre ære. Så at rodløsheden må indstilles (uanset pludselige behov for havudsigt, penthouse, landsted med køer eller noget helt fjerde) er bestemt også af hensyn til Ludvig. Som barn flyttede vi også en del. Okay nok ikke helt så meget, som jeg har selv har gjort efterfølgende. De har i min familie i hvert fald altid grint og rynket lidt på næsen af min egen karriere som flyttedame. Men alligevel en del. Herunder også et længere ophold i Bruxelles. Det var fint. Jeg havde en dejlig opvækst. Skiftede skole to gange. Fik nye venner og gik fra 3. til 9. klasse på samme gode skole. Men. Jeg drømmer alligevel om, at Ludvig og hvilke andre børn, vi måske skulle få, ikke skal skifte skole i de år, med mindre der er et decideret behov for det. Selv i 9. klasse var jeg stadig en af de nye. Jeg gik ikke i børnehave, da vi boede i udlandet på tidspunktet, hvor det ellers havde passet, og jeg har altid misundt dem der kunne pege på en i skolegården og sige: “Frans der gik jeg i børnehave med.” Det må også kunne noget.
Så flytte igen, det skal vi. Denne gang er det lidt mere vildt. For vi vil i hus. Med HAVE! Vildt! Jeg troede ikke, jeg fik den lyst. Med med den tidligere omtalte mor-rolle og dennes konsekvenser, er der jo så også bare det der med at tilsidesætte sine behov 100% for en andens. Ludvigs. Min søde lille dreng, han er mit et og alt. Uden ham havde mit liv slet ikke været det samme. Han fortjener en have. Ikke fordi børn ikke kan vokse op i byen – det kan de så absolut. Det troede jeg også min(e) skulle. Det er bare et andet liv, tror jeg. Ikke et værre, bare et andet. Det bedste Ludvig ved er at være ude, så meget som muligt, og jeg ser det ikke ændre sig i nær fremtid.
Vi tager meget på tur. Det har virkelig også sin charme bare at tage klapvognen med søndag formiddag, mens det meste af byen stadig sover, hilse på ænderne ved andedammen foran Frederiksberg Have, købe en kop kaffe og en af de netop hypede smørbagte glæder, trille på legeplads, videre til en anden, bære ham på skuldrene mens vi kigger på folk, købe noget frokost og dele det på en bænk, hjem og vende og så ud igen. For pokker hvor det kan noget. Og jeg er heller ikke sikker på, det bliver nemt at undvære.
Når vi det sidste halve til hele år har været i mine forældre eller svigerforældres sommerhus eller besøgt mine svigerforældre i Charlottenlund og ladet Ludvig løbe trygt rundt i have, ligesom han er, alene eller med os, har mit hjerte banket lidt hurtigere. Det samme har min mands.
For ganske nyligt flyttede min søster og svoger i villalejlighed nord for København. På den fineste lille gade. Vi besøgte dem for første gang på en kold og smuk solskinsdag, mens de gik og satte i stand. Thomas og jeg var begge spændte på at se, hvad vi tænkte, når vi kom frem. Ville vi det samme? Eller blev vi bekræftet i, at vi to i hvert fald hører til i København, og at vores børn derfor også gør? Eller ville vi lande et sted i midten?
Efter at have set min lille niece trisse rundt i sin egen have, stod det helt klart for os begge. Det skal Ludvig også. Selvfølgelig. Så må jeg hoppe på toget, når jeg skal spise populært wienerbrød og føle mig smart, og Thomas når han skal se sine venner og være en af drengene.
Kort efter begyndte vi at kigge på hus og forelskede os hurtigt i et i Farum nede i den gamle landsby. Der kan man tale om en kold/varm kontrast, til det liv vi lever i dag på Frederiksberg. Men vi var begge helt solgte. Haven var ikke enorm, men den kaldte på kulørte lamper og familiehygge.
Her skulle vi bo! Troede vi. Vi bød lidt over prisen på huset, da vi godt kunne fornemme, det var en eftertragtet vare. Sælger var begejstret og ville gerne gå videre med vores bud. Vi skrev under på en købsaftale, der var betinget af, vi fik solgt vores lejlighed inden for to måneder, og ventede så på sælger gjorde det samme. Det gjorde de. Bare ikke på vores. Pludselig var huset solgt til nogen andre. Vi var knuste og vrede. Det var jo vores hjem. Lige der vi kunne se os. Oplevelsen med en dårlig ejendomsmægler, der bare ville have lukket en handel, var nok også med til at gøre skuffelsen så stor. Det er mig altid et under, når penge overgår mennesker med følelser – jeg er sikker på, hvis man gider, man godt kan behandle folk pænt, selvom skæbnen ville, huset skulle gå til nogle andre. Sæt nu vi ville købe et andet hus af ham.
Netop som man tror, at det var det eneste rigtige for os, selvom vi var faldet over det ganske tidligt i processen, dukkede der et andet op. Denne gang i Birkerød. Et ældre bjælkehus. “En idyllisk hjerteknuser”, som de skrev det i annoncen. Det skal jeg love for. Jeg tabte mit hjerte og al længsel efter gamle herskabslejligheder, da jeg trådte ind der. Et hus der tydeligt er passet enormt godt på og istandsat løbende med respekt for husets sjæl. Sikke en lille perle. Til det åbne hus havde sælger fået fremkaldt en masse billeder af haven fra i sommer. Det var klogt. Der var ingen vej tilbage. Her blandt frugttræer, blomster og skønne kroge skulle jeg bo. Heldigvis havde Thomas det helt lige sådan. Endnu engang var der et vældigt fremmøde til det første åbne hus. Alle udtrykte deres begejstring for huset og jeg forsøgte snedigt at gå og fremhæve dets fejl i håb om, de ændrede mening. Thomas gik og så olm ud, hvilket jeg ikke helt forstod, men som han sagde, da vi kom ud: “Jamen skat, det har du jo sagt, at jeg skal!” Haha! 🙂
Uanset de andres begejstring er huset nu betinget købt af os. Dvs. vi har frem til 1/5 til at få solgt vores lejlighed. Annonceringen på huset er netop indstillet, da der er andre købere på banen. Vi har heldigvis forkøbsret, men jeg behøver nok ikke sige, det er lidt for spændende lige nu. Heldigvis er interessen for vores lejlighed rigtig god, og vi forventer snart et salg. Men! Den er jo ikke solgt, før den er solgt. Guderne skal vide, jeg krydser alt, hvad jeg har. Påtænker at bage kage til de besøgende til vores åbne hus på søndag. Lidt bestikkelse har vel egentlig aldrig skadet nogen, vel? 😉
Tak fordi du læste med! <3