Tyk og arbejdsløs. Ja, måske. Og hvad så?

For nyligt startede jeg min blog. At ord kan forandre verden, har jeg altid været overbevist om, og ord har altid fascineret mig mere en tyngdeloven og dens venner. Jeg er uddannet cand. mag. i kommunikation og har i mine tidligere ansættelser ikke skrevet helt så meget, som jeg gerne vil. Jeg elsker at skrive! Det giver mig ro og kan optage mig mere end meget andet. Om jeg så er god til det, er vel op til den enkelte at vurdere, men for mig er det egentlig også sagen irrelevant. Jeg skriver her, fordi jeg har lyst. Simpelthen. Hvis nogen så vil læse med, og måske endda kan få noget ud af det, er det jo bare skønt.

De der længe har haft en blog eller på anden vis har stukket næsen frem, har sikkert nogle historier, der vil ryste dig og mig mere end dette. Men i dag da jeg stod op og gik ind på bloggen for at se, om der lå nogle kommentarer på mit seneste indlæg, blev jeg mødt af denne:

Umiddelbart sank det i maven på mig. Tænk sig at skrive sådan til andre mennesker. Tænk sig at skrive så hadefuldt til mig. Hvorfor? Hvem kunne finde på sådan noget? Hvad er driften bag? Er det sådan her det føles at blive mobbet som voksen?

Et eller andet sted kan jeg ikke, om end jeg virkelig ville ønske det ikke var tilfældet, lade være med at tage den kommentar lidt ind og vende den for mig selv. Jeg er sikker på, vi alle inderst inde har usikkerheder og ting, som vi ville ønske var anderledes. Jeg ville fx ønske, jeg havde fundet mig et job, jeg var glad for. Et som jeg nød at stå op til hver dag, som min mand fx gør det med sit. Hvor må det være dejligt ikke at bruge sine uger på at længes efter fredag og allerede søndag grue for mandag. Som selvstændig oplevede jeg vaskeægte arbejdsglæde, men omstændighederne med min graviditet ville, at det eventyr måtte slutte. Det kan du læse mere om her. Uanset ville det liv med min butik og webshop heller ikke harmonere med livet som mor og med min mands job iøvrigt. Så dén konkrete vej er ikke en mulighed lige nu. Desuden drømmer jeg også om kollegaer, jeg kan trække på, udvikle mig sammen med, grine med og dele hverdagsting med over kaffemaskinen. Jeg glæder mig til, jeg finder den arbejdsglæde igen i et nyt job, og det kan jeg godt mærke, når du skriver til mig, at det bliver svært for mig at finde et job inden for mit felt. Jeg ved dog, hvad jeg kan, og jeg tror på mine færdigheder, uanset vedkommende her synes at være uenig i mine evner.
Sådan en ondskabsfuld kommentar får fat lige dér i lige netop den ting inde i mig, som fylder. Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er det, der er vedkommendes hensigt? Eller hvad er det, du lille tastaturkriger, får ud af at skrive sådan til mig. Jeg formoder (og håber), vi ikke kender hinanden. Så hvor kommer din vrede fra? Kan mine skriv, på min egen lille blog, virkelig gøre dig så oprevet? Det vælger jeg ikke tro.
Det er egentlig ikke så svært at vælge at tage ‘the high road’ og tænke for mig selv, at vedkommende har en dårlig dag, egne udfordringer, opbygget og indelåst vrede, manglende bekræftelse eller noget helt femte. Men hvorfor så henføre det på mig? Lad mig understrege, ingen tvinger dig herind, og der ej heller er nogen, der beordrer dig til at lade dine øjne vandre på mine ord. Så kan du egentlig ikke bare lade være? Jeg går bestemt ind for, man skal holde sin mund, hvis man ikke har noget pænt at sige. Men giver din verbale udløsning på mit lille sted dig et kick? Er du stærkere nu? Sejere? Ville du sige de samme ting til mig, stod vi ansigt til ansigt? Eller har du slet og ret bare ondt i livet? Jeg undres.

Uanset gør din kommentar mig ærgerlig, fordi jeg tror på, vi alle kunne stå lidt stærkere og være lidt gladere, hvis vi spredte lidt mere kærlighed uden for vores eget lille frimærke. Langt hen ad vejen, tror jeg, det særligt er os kvinder, der skal blive bedre til det – jeg selv inklusiv. Mange mænd har for længst erfaret, at komplimentuddeling kan være klogt og nyttigt og bringe gode ting med sig.
Fortæl kassedamen, at den læbestift klæder hende, eller at hun ser særligt frisk ud i dag. Jeg tror ikke, hun bliver sur. Hold tilbage på cyklen, når du kan, og sug den lille taknemmelighed ind, du får at hende, der stod og ventede på at kunne passere. Smil til ham du skulle danse forbi på fortorvet, for at I begge to kunne være der med jeres cykler, børn og indkøb. Det er sjovt, når det er trængt – ikke irriterende. Spred noget kærlighed for pokker! Det du får igen, vil være dig så meget mere værd. Måske lige netop du med din kommentar på mit indlæg har brug for noget varme retur?
Når jeg går tur i Frederiksberg Have med min søn, og han hilser på alle på sin vej, suger jeg det ind, hver eneste gang nogen smiler til ham og derefter siger til mig: “Hvor er han sød!” Ja gu’ er han sød. Og hvor er det fedt af dig, at du siger det til mig. Tak! Jeg mærker det virkelig lune helt nede i maven hver eneste gang.

Men lad mig lige understrege: Du må meget gerne finde mig irrelevant og ligegyldig, det er så absolut din ret, og du er formentlig heller ikke den eneste. Men til dig og de andre, der ikke ser nogen værdi i mit indhold, vil jeg blot henstille til, at man sagtens kan lukke ned og læse med andetsteds, hvor skrivene matcher din læselyst bedre, hvor ordene måske rører noget i dig bedre end mine – og hvor vedkommende sågar endda også er slankere, så du ikke provokeres af det. 😉 Jeg tror ikke, jeg er noget særligt. Jeg er trods alt voksen. Netop derfor vil jeg også have lov til at gøre lige netop det, jeg har lyst til lige her, uden at stå på mål for den slags sure opstød.

Det kan desuden sagtens være, du synes, jeg er for tyk. Det er du i din gode ret til, om end jeg sandelig ikke har spurgt dig. Selv synes jeg dog heldigvis, at jeg er rimelig dejlig, helt som jeg er. Det er jeg også sikker på, min søde mand gør. Så langt, så godt. Og selvom min fysik gør (tro det eller ej), at jeg faktisk godt kan løbe, så kan jeg ikke løbe fra, at jeg er arbejdsløs. Lige nu. Og helt ærligt, hvad så? Det varer forhåbentligt ikke evigt, og en dag har jeg atter et velfungerende og udbytterigt jobliv. Det ved jeg. Til gengæld kan jeg, fordi jeg har ‘fri’ i dag, gå ned og købe mig et stykke kage for mine dagpenge lige netop nu. Måske også stikke ind forbi yndlingsbutikken og prøve fine kjoler. Så det har jeg egentlig tænkt mig. Tak fordi du læste med. <3