Bolig & Indretning

Hej Birkerød!

En kold, grå søndag i starten af februar besøgte Thomas og jeg et lille bjælkehus i Birkerød til åbent hus. Det var netop sat til salg ugen forinden, og jeg kunne godt mærke, jeg glædede mig mere end ellers til at se det. I dagens anledning havde vi fået afsat Ludvig hos farmor og farfar – ikke fordi, det ikke er hyggeligt at have ham med og se ham i rammerne, men fordi, det også er en fordel, at Thomas og jeg kan snakke sammen om det vi ser, uden at den ene konstant skal vogte på den toårige tornado. Det virker ligesom som en dårlig start på et huskøb at vi som potentiel køber ødelægger nogen af sælgers garanteret helt særlige ejendele. 😉
Vi var så småt begyndt at kigge efter hus i månederne forinden – ikke sådan rigtig seriøst, mere i stil med: “Vi kigger bare, men er det rigtige der, så slår vi til.” Vi havde egentlig begge en forventning om, det godt kunne tage et år eller mere at finde et hus, vi kunne se os i. Hvis vi overhovedet rigtigt kunne se os i noget. Naivt måske og også lidt vildt at tænke på, vi over julen talte meget om, hvor længe mon vi skulle blive i byen. Ingen af os havde troet, at det skulle gå så stærkt. At vi måske var meget mere klar til at se mulighederne uden for byen, end vi gik og troede. Egentlig griner min familie kærligt (håber jeg) af, at det atter gik så stærkt for os. Alligevel var der ikke langt fra drøm til handling. Men ærligt, overrasker det os begge, da København var og er vores store kærlighed, og selvom vi egentlig på mange måder er enormt trætte af at bo i lejlighed, er vi virkelig ikke trætte af byen og på at bo tæt på alt. Variationen af folk på gaden, mixet mellem ro og kaos, muligheden for at rende ind i en spontan lyst og idé og så gøre det, det elsker vi begge. Livet til fods, især med Ludvig i sin klapvogn, er noget helt særligt. Vores weekender bruges uanset vejret på gaden, legepladserne, parken, caféerne og hos gode venner eller min familie herinde. Det var vores fælles drøm, når vi fik børn, at vi skulle være et af de par med klapvognen herinde. Som stadig fik det meste ud af sine weekender, om end på en lidt anden måde end før vi fik børn.

Om vi er rigtig klar til at bytte det liv ud, vil tiden vise. Ingen af os vil byen mere end “landet” end den anden, og det har derfor ikke været sådan, at en af os skulle gå på kompromis. Men ingen af os har heller ville det ene mest i lang tid. Vi har begge været vævende og har kunne skifte mening fra dag til dag. Alligevel har drømmen om at have en have vokset sig større og større i takt med Ludvigs udvikling og ændrede behov. Med det i baghovedet, forelskede vi os i det lille bjælkehus, og vi bød dagen efter på det, betinget af, vi ville få solgt vores lejlighed inden for en given periode. Det kan du læse mere om her.

Som jeg skrev i et tidligere indlæg, stoppede annonceringen på huset, før vi selv havde en reel køber på hånden til vores lejlighed. Så vi kunne godt regne ud, det ikke var fordi, de satsede helt og holdent på os som køber. Jeg var ude og drikke kaffe med en veninde i forrige uge, og jeg fortalte hende om vores måske-huskøb. Hun var helt vild med idéen og ville gerne se det. Det skulle hun selvfølgelig, og jeg fandt straks min telefon frem og gik ind på huset, som jeg iøvrigt har siddet og stirret på billeder af, hver dag siden vi bød på det. Men! Det var væk.

“Boligen er solgt. Kom forrest i køen næste gang, ved at tilmelde dig her”.
“Øh, hvad….?”

Mit hjerte sank helt. Altså helt solgt kunne det jo ikke være, da vi ifølge vores købsaftale havde forkøbsret på huset, og skulle der komme en anden køber, der var klar til at købe huset ubetinget, ville vi få tre dage til at forsøge at komme i mål, så vi kunne tiltræde købsaftalen ubetinget af vores eget salg. Skulle den anden køber have givet sælger et mere attraktivt tilbud i forhold til pris og/eller overtagelse, ville vi også få muligheden for at matche det. Så. Det kunne jo ikke være solgt. Men hvorfor var annonceringen så indstillet?

Febrilsk forsøgte Thomas og jeg at komme i kontakt med mægleren i Birkerød for at få en update. Vi vidste jo godt, vi ville få den officielle varsel på tre dage. Men skulle det til at ske, ville vi gerne vide besked. Det var slet ikke en mulighed, at vi ikke skulle have det hus. Det var vi helt indstillede på, at vi skulle. Sommerferieplanerne om at rejse til varmen, var blevet droppet, for vi skulle selvfølgelig bare nyde vores have og bruge tid på at sætte hytten i stand. Det hele var tilrettelagt. Mentalt i hvert fald.
Vi havde ikke en køber på hånden af vores lejlighed, selvom der havde været omkring 20 hold forbi på små to uger, og vi havde fået et enkelt bud, der dog var noget lavere, end hvad vi var indstillede på at sælge til. Vi fik ingen kontakt og den nat, lå vi begge vågne. Hånd i hånd uden at sige noget. Det liv vi havde bygget op i vores drømme, var måske igen ikke det, der skulle blive vores virkelighed. Øv! Det var så nedslående og trist. Håbet om, at der nok skulle komme noget andet, var ingen trøst denne gang. For vi skulle bo der. Lige der i det lille søde bjælkehus, som måske ikke kan rumme vores familie for evigt, men om ikke andet så for nogle år. Det virkede som et trygt spring ud af byen og som et sted, vi begge troede, vi kunne føle os rigtigt hjemme.

Dagen efter talte jeg med mægleren i Birkerød, der stod fast på, der ikke var noget nyt at fortælle. Og at vi uanset hvad jo skulle huske, at vi havde forkøbsret. Det gav lidt ro i sindet. Desværre kun for en stund, da han efterfølgende tirsdag ringede med dårlige nyheder. Der var en anden køber, der også havde en købsaftale og en godkendt handel af bank og advokat. Det eneste de nu manglede var, at vi skulle give afkald på vores forkøbsret, fordi vi ikke var i mål med et salg af vores lejlighed. Det var vi heller ikke, og det så sort ud, da vores egen bank ikke kunne bevilge os købet, uden vi selv stod med en endelig handel.

Der skulle arbejdes hurtigt. Vores deadline var fredag kl. 16. Jeg rendte rundt i cirkler i de dage og priste mig lykkelig for, at jeg lige netop nu ikke havde et arbejde. Thomas, der arbejder som tandlæge, havde svært ved at gøre så meget, da han jo har patienter, der skal passes og selvfølgelig er nødt til at bevare sit fokus. Så når vi havde muligheden mellem patienterne, var vi i kontakt for at holde gejsten oppe og opdatere på, hvad der måtte være af nyt.
Sent torsdag aften skrev vi under på en købsaftale af vores lejlighed. Vi havde et salg. Et fint salg endda, vi begge kunne være tilfredse med, hvis vi fik vores drømmehus. Det var lidt nervepirrende at sælge, når vi ikke vidste, om vi overhovedet fik vores hus. Måske blev vi hjemløse om lidt. Selvom vi stod med en købsaftale, havde vores køber også forbehold for advokat og bank og en fortrydelsesret, der først udløb en uge efter vores deadline med huset. Så endelig, var den handel langt fra.
Ved middagstid fredag fik vi bevilget handlen af en anden bank og så manglede der kun nogle småting, der dog var nødvendige at få på plads, før huset endeligt var vores. Vi kom i mål omkring kl. 14 fredag, kun to timer før deadline. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor ærgerlig den anden køber måtte have været. Sikke et ubehageligt kapløb, det blev, og nej hvor har jeg aldrig lyst til at handle betinget igen! Men altså, hvor er jeg glad for, at vi vandt lige netop dette kapløb, for nu har vi vores hus. Og så er det jo det hele værd, tårer, søvnløse nætter og følelser uden på tøjet. I skrivende stund har vi også en endelig handel på vores lejlighed, og vi kan med ro i maven glæde os til at flytte til Birkerød til sommer. Ludvig får sin have og plads omkring sig. Og Thomas og jeg et nyt eventyr, som vi begge håber og tror er det helt rigtige for vores lille familie. <3

4 kommentarer

  • Ema P

    Hej. Spændende læsning. Står lidt i samme situation hvor vi bor i København og har forelsket os i et hus i Birkerød. På Kildehøjvej. Er i blevet glade at bo i Birkerød. Jeg skiftet mellem at glæde mig og synes det er super fedt evt at skulle flytte og så frygte det pga det ukendte; by, ingen bekendte i gåafstand osv.
    Mvh Ema.

    • Marie Eigen

      Kære Ema. Beklager det sene svar, jeg har simpelthen overset din besked. Vi er rigtig glade for at bo her. Det er selvfølgelig en stor omvæltning, og vi savner byen (jeg sender den en kærlig tanke dagligt). Men, det er det helt rigtige for os. Det er lidt svært, når man ikke har det store netværk i området endnu, og så meget sker der altså ikke i Birkerød. Nok slet ikke i de her mørke måneder. Men hus og have alene opvejer alt det vi savner. Og så er vi vildt glade for den institution, vores søn er kommet i. Det betyder alverden for os. Luft, ro og natur tæt på er også et kæmpe plus. Så vi har ikke fortrudt. Og når savnet til byen bliver for stort, er vi så gode til bare at tage derind og gøre noget af det, vi ikke kan gøre i Birkerød. Det fungerer for os. <3 Rigtig spændende for jer. Håber, I tør tage springet! Kh

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *