Gravid og lykkelig?

Når efteråret står på spring sidst i september, udvider vi vores familie med en lillesøster. En datter, en lille pige, endnu et mirakel.
I slutningen af 2018 talte Thomas og jeg ofte og længe om, når vi en dag skulle have endnu en lille. Lysten havde længe siddet i mig, men rammerne var ligesom ikke helt på plads. Det var som om, jeg ikke helt tillod mig selv at mærke, hvor meget jeg egentlig gerne ville igang med projekt barn nummer to. Fokus var på job- og karriereliv, der ikke helt var så nemt efter min barsel med Ludvig, som jeg havde ønsket mig. Jeg traf nogle valg (som du kan læse mere om her), der måske ikke var de rigtige, men som jeg har lært og udviklet mig voldsomt af. På plads i et velfungerende jobliv, var jeg altså ikke, så måske virkede det uhensigtsmæssigt at kaste sig hovedkuls ud i projekt baby nu.

Om det er samfundets normer, egne forventninger, min opvækst eller noget helt fjerde, så oplever jeg meget, at vi kvinder skal kunne det hele og helst ikke have for mange huller på CV’et. Det er måske bare mig, men jeg synes, det lader til, vi skal arbejde som om, vi ikke har børn og samtidig også være mødre som om, vi ikke arbejder. En balance, der synes umulig at opnå. Så kunne jeg tillade mig at blive gravid nu, og ville der i så fald være en vej tilbage i arbejde en dag? Med en status som arbejdsløs, dog med uddannelse og erfaring i baggagen, men uden reel plan for mit videre jobliv. Og ville mit ønske om et godt og udbytterigt jobliv kunne harmonere med en graviditet, endnu en barsel og en ny tilværelse som mor til to med hvad der der hører sig til af indkøring i vuggestue, dobbelt op på barn-syg-dage og så videre?

Måske, måske ikke. Men planlægge alt, kan man ikke. Og det skal man måske slet heller ikke. Selvfølgelig skal man som forældre sikre sig, at der i et eller andet omfang er en økonomisk ballast og en sikkerhed for smør på brødet og nye gummistøvler. Derudover tror jeg det er vigtigt, vi glemmer normer og egne forventninger lidt og lever lidt mere efter det, vi har lyst til. Jeg tror på, man kun fortryder de børn, man ikke får. Så i december besluttede vi os derfor for at droppe præventionen for en stund og midt i januar stod vi med en positiv graviditetstest. Da jeg blev gravid med Ludvig var det ikke helt med vilje, om end han hurtigt blev meget ønsket og elsket i maven. Hvor hurtigt det ville gå med at blive gravid, havde vi derfor ikke rigtig en fornemmelse af – så måske kunne jeg nå at komme i arbejde og komme videre med mit jobliv, inden endnu en barsel ventede. Det blev ikke tilfældet, og det er helt ok. At kunne skabe liv sammen med den jeg elsker, er jeg evig taknemmelig for. Mit hjerte græder med dem, der er udfordret på området, og jeg tør slet ikke forestille hvor sårbart og hårdt et forløb med ufrivillig barnløshed må være. At det hele så ikke lige var på plads i forhold til min arbejdssituation måtte være en detalje i det store hele. I hvert fald var det sådan, vi valgte at anskue det.

Et lille hjerte banker og i skrivende stund er jeg 16 fulde uger henne. Vi ved, at vi venter os en pige, og vi er så småt begyndt at sortere i noget af det blå tøj fra Ludvig og se lidt efter rosa og cremefarvet tøj, når vi er på tur. Det er lidt hyggeligt at se efter nogle andre ting denne gang, om end en lillebror også havde været meget velkommen. Vi glæder os enormt til at møde vores datter, til at se Ludvig blive storebror og til at være en familie på fire.
Til misdannelsesscanningen med Ludvig opdagede de til vores store overraskelse en meget alvorlig hjertefejl, Steno Fallot. Om end det ikke er en arvelig lidelse, og vi også kom ud på den anden side med en sund og rask søn, frygter vi, alting ikke er som det skal være med vores datter. Det vi oplevede med Ludvig står stadig som et mareridt for os og både graviditet, fødsel og barsel var præget af frygt, frustration og lidt for ofte besøg på Rigshospitalet. Denne gang følger de os tættere på hospitalet og med en vellykket nakkefoldsscanning i baggagen er der også ved at indfinde sig en snert af ro i os. Alligevel venter der i næste uge en hjertescanning på Herlev og til maj også misdannelsscanningen, og jeg er ikke sikker på, jeg er i stand til at trække vejret igennem dem. Dog er vi meget taknemmelige for, de tager hånd om os med ekstra scanninger og lægesamtaler – endda selvom der ikke skulle være den store risiko for, der venter os noget lignende med dette barn.

Uanset har vi skabt et lille liv, og det fylder os med lykke. Vi ved, vi nok skal komme igennem hvad der så end måtte vente os af udfordringer denne gang. Jeg tror, der følger en helt særlig styrke med, når man bliver forælder – en styrke jeg ikke anede, jeg besad, før jeg oplevede den ved Ludvigs side. Der er jo ikke det, man ikke kan og vil gøre for sine børn. Alligevel beder vi dog til, vi kan få et mere ‘almindeligt’ forløb denne gang, og at de største udfordringer er nogen, vi kan klare hjemmefra med tålmodighed, brystpumpe, cremer og assistance fra bedsteforældrene.
Tak fordi du læste med. <3