Tanker fra 39+6

I går vendte og drejede jeg mig længe i sengen, før jeg kunne finde ro. Trætheden, der ellers virkede så enorm, blev atter udfordret af tankestrømmen, som jeg lå der under dynen. Der var rimelig ro i maven, ingen plukkeveer, bare lidt af den meget omtalte murren, som man kender den sidst i en graviditet (eller omkring sin menstruation). De næste par timer gik med at rende på toilettet, sølle svulpe lidt (seriøst, den føles jo overfyldt konstant, den blære?!) og så ind i sengen igen med fornyet tro på, at nu skal jeg altså bare sove.

I morgen har jeg termin. Egentligt er det jo uden betydning, for lillesøster kommer, når hun er klar, og min krop vil lege med. Alligevel er det lidt vildt, at det er lige om lidt – for det er det jo uanset om hun kommer på den skønnede dato eller vælger at have fødselsdag i løbet af de kommende to ugers tid. Jeg glæder mig enormt til at møde hende, holde hende, lære hende at kende, se hvad hun vil, og hvem hun er. Men jeg er også spændt. Og en lille smule ængstelig for, hvad der venter os, vores lille familie, der siden februar 2017 har bestået af os tre. Vil det vende det hele op og ned? Bliver det vildt hårdt eller helt fantastisk? Kan vi finde os selv og ikke mindst, hinanden, i det? Giver det hele bedre mening? Vil jeg være mere rolig i mor-rollen denne gang? Er det en kombination af det hele? Alle de tanker og al den uvished. Uvisheden er efterhånden blevet en tro følgesvend til hverdagslivet, efter vi blev forældre til Ludvig. Det hører nok ligesom bare med i pakken ‘forældreskab’. For de af jer, der har fulgt med i mit lille univers på Instagram siden starten, vil også vide, at Ludvigs første år var et turbulent år for vores lille familie. Vores meget nye ægteskab led under omstændighederne og omvæltningen. Hver især havde vi svært ved at bunde i forældreskabet, alvoren omkring vores søns hjertefejl (som du kan læse mere om her), de utallige hospitalsbesøg, forventningerne til os selv og fra vores nærmeste, ugerne med kolik og selve tiden omkring operationen. Vi så ikke hinanden eller os selv og tilsidesatte alt vi kunne, for det her lille menneske, der krævede mere og noget helt andet af os, end nogen os af havde drømt om, siden den dag vi stod med en positiv graviditetstest i hånden. Det er det man gør, når man får børn. Intet vil nogensinde blive vigtigere, end det liv man sammen har skabt. Men som par var vi ikke klar til at møde de udfordringer, der ventede os. Vi endte i en blindgyde og var klar til at gå hvert til sit – der var endda ansøgt om skilsmisse. Skæbnen ville dog heldigvis, at vi ved at bo hver for sig i nogle uger fik den tiltrængte luft til at se tingene klart igen. Vi fik sovet. Fik ro. Og mærket os selv hver især lidt igen. Uden at gå for meget i detaljer med, hvem der gjorde hvad, og hvem der måske står tilbage og føler sig mest skyldig i, at vores virkelighed udspillede sig sådan på tidspunktet, så valgte vi begge hinanden og vores familie til, igen. Det er der ingen af os, der har fortrudt, selvom det har krævet uanede mængder vilje og mod til at se fremad sammen. Og nu er vi mere end klar til at udvide vores lille cirkel igen. Størst af alt er kærligheden – det tillader jeg mig at kalde os et bevis på.

I denne graviditet har vi fået ‘den fulde pakke’, som de kalder det. Vi har derfor været til en del planlagte scanninger, og alt ser fint ud. Lillesøster ventes at være sund og rask, og jeg får denne gang lov til at gå til 41+5, før de vil bringe igangsættelse på banen (såfremt både baby og jeg fortsat trives i graviditeten, selvfølgelig). Så ledsaget af de helt store tanker om, hvad fremtiden bringer, rumsterer også forventninger til fødslen, håbet om en god oplevelse sammen som par og utålmodigheden om, hvornår mon hun er her.

Alle små jag og niv bliver analyseret, selvom jeg prøver at slappe af og messe ‘hun kommer, når hun er klar’. Maven sidder lavt, pludselig. Og når jeg går, kan jeg mærke tyngden på en helt ny måde. Måske er det i dag…eller i morgen. Jeg har ondt i lænden dag og får nogle skarpe jag, når jeg går. Måske har jeg været søvnløs siden kl. 2:30 i nat, fordi det er ved at være tid. Eller også venter der mig en meget lang uge og min mand en virkelig gnaven og pirrelig kone. Det vil tiden vise. 😉
Jeg blev med Ludvig sat igang på terminen af hensyn til hans helbred, så jeg har ikke prøvet at gå naturligt igang. Derfor er de her sidste dage lidt mere spændende denne gang. For ikke at tale om sjovere, nu hvor neonatal ikke forventes at kalde efter fødslen.

Uanset er det snart og mest af alt, så glæder jeg mig. <3