Efter en pause
5. oktober 2019 blev jeg mor til en mere, vores lille og milde Ingrid. Og så blev her stille og det var pludselig helt slut med skriverierne herinde, der ellers kun lige var begyndt.
Min barsel med Ingrid, har været helt som jeg har drømt om, den skulle blive. Total forelskelse, nærvær, ro, samsovning, en krop der hurtigt kunne følge med ovenpå fødslen, ganske få planer og overskud til også at se de nærmeste i vores liv. Desuden også en storebror, der har taget imod sin lillesøster med en varme, vi slet ikke havde forestillet os. Det har også været hårdt og en stor omvæltning for os alle, bevares. Der er, især i starten, blevet sagt meget: “Nej”, “Lige et øjeblik”, “Mor skynder sig”, “Vent, nej, jeg sagde vent”, “Nej, det må du ikke” et utal af gange. Men alt i alt, er det gået godt.
Alligevel har jeg haft svært ved helt at følge med og finde mig helt til rette i rollen som mor til to. To! En var noget andet. Det virkede stadig ungt og nyt, især da vi boede i vores lejlighed på Frederiksberg. Men følelsen af at være helt vildt sat, har virkelig fyldt i mig. Årene i byen synes langt væk, og jeg har haft brug for lidt tid til at lande i vores nye verden. Ægtefolk. Forældre. Husejere. Voksne (du ved, en af dem, man selv plejer at ringe til)! Alt det jeg engang drømte om, har jeg nu. Det er faktisk lidt specielt. Ok, mit jobliv er stadig lidt noget rod, og der ligger ingen klar plan og venter på mig efter min barsel (måske det også er ok?). Men resten: familie, hus, have, Opel og nu sågar også vovse. Det hele er krydset af listen. Vi kan måske en dag spice det hele lidt om med en baby til, et større hus etc. Om det er det, vi skal, vil tiden vise. Men lige nu skal vi bare være lige her i det vi har skabt. Det skal jeg lige lære, det med bare at være. Og det har også taget tid at acceptere, at det er okay at have det sådan. De her Corona-tider har for alvor tvunget mig til det, det med bare at være, med vores to små, på vores lille frimærke i Birkerød. Faktisk har det virkelig været en gave. Nogle af dagene not so much (…ahem, jeg har lært, at fire is på en dag til en tre-årig kan være klogt), men overordnet set. Roen er nemlig begyndt at indfinde sig, og det gør også, jeg har fået lyst til at skrive lidt igen. Derfor dette lille indlæg. Hvis du har læst med, vil jeg sige dig tak. Og så hører jeg meget gerne fra dig, hvis du kan genkende lidt af det, jeg fik tastet ned.