Job & Karriere,  Morliv,  Tankemylder

Mor på arbejde

I august sluttede min barsel med Ingrid og som flere af jer ved, valgte vi at udskyde vuggestuestart nogle måneder til februar. Både fordi min barsel føltes lidt amputeret pga. Corona og følgerne heraf, men også fordi, jeg ganske enkelt ikke følte, hverken Ingrid eller jeg var klar til at hun skulle afsted. Fordelen ved ikke at have et job at vende tilbage til efter barslen skulle udnyttes, nu vi havde muligheden, så min lille pige og jeg kunne blive i vores boble lidt endnu.

Nu er der tre måneders tid til, at hverdagen for alvor rammer os, og det tror jeg på mange måder bliver rigtig godt. Der er sket så uendeligt meget med Ingrid det sidste stykke tid, skiftet fra baby til tumling er tydeligt, og jeg mærker mere og mere, at hun gerne vil udforske og stimuleres med andre indtryk, end dem jeg kan give hende hjemme på vores lille matrikel. Når vi er på legeplads eller sammen med de af vores venner, der har børn, har hun en fest med at tumle med andre små størrelser. Og hurra for det, for det har bestemt medvirket til, at jeg har fundet en ro i, at hun skal i vuggestue i det nye år. Med hende afsted bliver det så også tid til, at jeg skal finde mig et arbejde igen. Endelig, faktisk. Jeg glæder mig og er enormt spændt på at få en ny hverdag med lidt andet indhold end babymad, søvn(mangel) og bleer.

Vi har boet i Birkerød i knap 1,5 år nu og er godt igang med at udvide vores netværk heroppe. Vi møder hele tiden nye mennesker, og det er simpelthen så skønt at få nye bekendtskaber og venner, hvor af mange af dem er samme sted i livet som os – med små børn, travle dage, tidlige morgener, søvnløse nætter, madplaner, og hvor vi kan dele fortællinger, erfaringer, håb, drømme og bekymringer for vores små mennesker.
I mødet med nye mennesker er det meget naturligt lige at udveksle visitkort, altså i form af: “Nå, men hvad laver du så?”. Selvfølgelig af høflig og oprigtig interesse og for at finde noget at tale om, men måske også lidt fordi, der er en tendens til at putte hinanden lidt i kasser. Sådan lidt: “Ah, du er ingeniør, det er min søster også, så kender jeg nok godt din type”. Sat totalt på spidsen, ja. Men jeg tror egentlig, der kan være noget om det, og så tror jeg, der ligger en hel del identitet i det visitkort, man bærer rundt på. Måske mange af os har brug for at have en bestemt plads i samfundet, det har jeg i hvert fald nok selv altid tænkt, jeg skulle have – for tryghedens skyld.
I situationen, hvor jeg skal præsentere, hvad jeg laver, finder jeg mig selv famlende rundt i knudrede sætninger og forklaringer uden nogen former for indre ro, fordi “hvor lyder det uambitiøst og ufokuseret”. Det giver en ro at vide, hvor man hører til. Det har jeg ikke vidst længe, professionelt i hvert fald. Jeg er uddannet inden for kommunikation, og jeg har (foruden min tid som selvstændig med butik og webshop) primært arbejdet med sociale medier, særligt Facebook og annoncering. Men fælles for mine tidligere ansættelser var, at jeg ikke har kunnet mærke, at jeg var glad – og derfor er det tydeligt for mig, at det ikke har været min plads.

Jeg blev bevidst om min måde at krumme tæer på i situationer som denne, og besluttede mig for at arbejde med det. Behøver min vej efter barslen (også den forlængede version) at være banet? Er der en ‘plads’ til mig, og skal jeg egentlig overhovedet have en? Men arbejdet viste sig at lægge i at lære at acceptere, jeg ikke behøver en plads – i hvert fald ikke en i samfundet.
Nej, for den plads der egentligt betyder noget, er den hos dem jeg holder af og som betyder noget for mig. Det er nemlig en plads, jeg ikke vil miste eller risikere for noget som helst. Langt mere væsentligt, tror jeg det er, at være en god udgave af mig selv, et ordentligt menneske, den bedste mor jeg kan være og så iøvrigt gøre mig umage med det, der gør mig glad. Det betyder absolut ikke, jeg ikke vil have mig et arbejde og en indtægt. Men det betyder, jeg skal fokusere langt mere på at få det bedste ud af livet frem for det meste. At have overskud til at suge de små stunder med mine børn til mig helt ind under huden, at være til stede ved godnatlæsningen efter en lang dag med grin, leg, lortebleer, konflikter med en treårig og alt hvad der ellers hører sig til i småbørnslivet og også have mod på og glæde over den nye dag, der atter langsomt kommer nærmere. Giver det mening? 🙂

Så uanset om fremtiden bringer en ny tid som selvstændig, stylist, freelancer, et job på en café, i en butik, på et bureau eller noget helt andet, så er det centrale, at jeg skal være glad, og at det i det store billede skal give mere energi, end det tager. Så tror jeg nok, det en dag skal falde i hak med mine ambitioner (for jo, dem har jeg da stadig), for mon ikke, det der gør en glad, også er det, man er god til?

Tak fordi du læste med. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.