“Næh, der er en lille overraskelse”

I det tidlige efterår 2021 begynder vi så småt på projekt “rosinen i pølseenden”, vores tredje og sidste barn måtte gerne snart være på vej. Jeg vidste, efter vi havde fået Ingrid, at jeg ikke var helt færdig med at få børn. Jeg kommer selv fra en søskendeflok på tre, så for mig har det været helt naturligt, at vi skulle skabe et mirakel mere. Thomas har selv en enkelt bror, hvorfor det for ham umiddelbart også sagtens kunne være nok med to børn.
Da vi flyttede i vores nye hus sidste år, der tilbød meget mere rum og plads, begyndte vi alligevel at tale om muligheden for et tredje barn. Noget vi egentlig begge to ønskede os, og vi blev også enige om, at så skulle det være snart, mens vi endnu har små børn. For nogen giver det rigtig fin mening med en efternøler – det scenarie havde vi sværere ved at forestille os. Jeg blev træt ved tanken om at “skulle starte helt forfra”, selvom det garanteret også må være magisk at få en helt lille ny, når de andre er blevet store.

Den 31. december stod jeg med en positiv test. Egentlig vidste jeg godt, jeg var gravid. Jeg havde så mange symptomer henover julen, men ønskede mig også så brændende, at det var. Så enten var jeg gravid, eller også var jeg indbildsk gravid. Jeg kunne ikke holde ud at have en BH på, jeg fik ondt i ryggen, når jeg stod op længe af gangen, hvilket jeg også oplevede tidligt i mine andre to graviditeter, følelserne sad udenpå tøjet og så var jeg virkelig oppustet. Sidstnævnte kunne selvfølgelig også skyldes mængderne af god julemad, men alligevel – jeg havde bare den der fornemmelse. Den morgen var Thomas kravlet ned på sofaen, da Ingrid havde skubbet ham ud af vores seng, så han lå og småsov dernede. Børnene havde givet ham selskab i stuen og sad og så lidt morgen TV. Han troede egentlig, han tog børnetjansen, så jeg kunne sove videre, men jeg var lysvågen fra kl. 5. Jeg vidste, jeg skulle op og tage en test. Vi skulle holde nytår hos nogle gode venner, og jeg ville ikke risikere at hælde en masse dejlige drinks og vin ned i maven, hvis nu der også lå et lille liv kroppen.
Jeg gik ned og vækkede ham, og spurgte om han ikke lige ville komme med. Jeg ville gerne lige vise ham den meget positive test på badeværelset, uden børnene var en del af det. Han blev lidt små-irriteret, for han lå lige og blundede så rart. Jeg insisterede på, han lige skulle komme med. Halvgnaven lettede han sig, og kiggede træt på mig, for han var sikker på, jeg ville have ham til at fjerne en edderkop på badeværelset. Da han kom op til badeværelset pegede jeg ud på vasken… han fangede den ikke og sagde bare “Hvad er der?!” Men så smilede jeg til ham og sagde: “Skat, vi skal have en baby!”. Han åndede lettet op, rev mig ind til ham og råbte “Yes!” Vi var så glade, begge to. Sikke en måde at skulle byde det nye år velkommen på, med kærlighed og en lille ny spire i maven.

Ganske få dage efter blev jeg ramt af en voldsom kvalme og træthed. Så stærke graviditetssymptomer havde jeg ikke oplevet før og slet ikke så tidligt. Jeg var kun i uge 5. Men jeg kastede meget op, lå i sengen det meste af dagen, kunne ikke være noget for Thomas og slet ikke for børnene. Jeg var ikke meget værd.
Vores gode venner, som vi holdte nytår med, venter også nummer tre. Vi er alle i samme båd om, at nummer tre skulle være den sidste. Vi har joket lidt med, at en af os garanteret ventede tvillinger. En præmis ingen af os helt kunne overskue, så det var altså ikke et drømmescenarie for nogen af os.
Da min kvalme og træthed tog til i løbet af de næste to uger, blev vi enige om at tage til en tidlig scanning. Måske var der noget galt. Måske var jeg gravid uden for livmoderen, eller noget helt andet. Egentlig vidste jeg ikke, man godt kan opleve stærkere graviditetssymptomer med flerlinger, så jeg forventede ikke at få den besked, vi fik.

Vi satte børnene af hos mine forældre på Frederiksberg og trillede ned til Jordermoderhuset på Vesterbro til en scanning. Da jeg kun var 7+0, blev jeg scannet indvendigt. Vi fulgte med på skærmen, og jeg blev ret forvirret over, hvad det var vi så. Jeg kunne sagtens se, der var liv – en lille fin klump med hoved og små vingummibamselignende arme og ben lå og møffede rundt. Men den søde jordemoder kørte den scanner rundt mellem den lille og så noget andet: EN TIL! “Næh, der er en lille overraskelse!” Hun virkede ikke overrasket, men måske hun havde luret den, da jeg havde fortalt hende, jeg var tredjegangsgravid, men aldrig før havde oplevet sådan en kvalme og træthed. “Tillykke, hvor mange børn var det nu I havde i forvejen?”

Jeg knugede Thomas’ hånd til mig og tårerne begyndte så stille at trille. Jeg kunne faktisk ikke få mig selv til at se så meget mere på skærmen, men måtte bede hende forsikre mig om, de havde det godt begge to. Nu de var der, var de der jo og skulle have det godt. Men jeg ville bare gerne lige væk der fra. For pokker, det var en emotionel rutchebanetur. Jeg undskyldte min reaktion og sagde “jeg er nok lige lidt overvældet”. Det var en underdrivelse, jeg var totalt rundt på gulvet. Angst, overrasket, ked af det og imponeret. To små liv. Thomas grinte mest bare og det så ud til, hans smil havde sat sig fast. Det var lidt små-irriterende i situationen, altså jeg mener: “Hvorfor fanden griner du, det er jo ikke sjovt?”. Men set i bakspejlet var det så dejligt, det kun var en af os, der gik en lille smule i panik. Det var jo selvfølgelig også lidt sjovt, vi havde jo skabt to små liv mere sammen. I situationen kunne jeg dog ikke se det.

Da vi kom ud facetimede vi med vores venner og viste dem billedet af de to små. De kunne ikke tro deres egne øjne. Vi havde jo bare joket omkring det, ingen af os troede, det ville ske. Så mange tvillinger bliver der trods alt ikke født om året. Om min veninde få dage efter også tog afsted til en tidlig scanning, kan I måske selv gætte jer til. 😉

Thomas og jeg holdt om hinanden og gik lidt rundt på gaderne i kvarteret hånd i hånd. Så slog det mig, det jeg var så bange for var at sætte noget over styr. Jeg føler egentlig, jeg er lavet til at være mor, så det var som sådan ikke antallet af børn, der skræmte mig. Men tænk nu, hvis noget gik i stykker. Vi havde jo en velfungerende familie, et dejligt ægteskab, to sunde og raske børn. De af jer, der har fulgt med længe, ved også, at min ældste, Ludvig, blev født med en alvorlig hjertefejl og gennemgik en stor operation, da han var blot et halvt år gammel. Vores første år som forældre var et sandt mareridt, og det havde nær også kostet mit og Thomas’ forhold. Så vi har virkelig kæmpet for at være der, hvor vi er i dag. Det var jeg ikke klar til at risikere på nogen måde. Min søde mand kiggede mig dybt ind i øjnene og forsikrede mig om, alting nok skulle gå. Og så mindede han mig om, hvor vi er i dag, og at vores historie om noget kun havde gjort os endnu stærkere som par. “Vi klarer det her sammen”. Og selvfølgelig gør vi det.

Vi ringede til Thomas’ familie og trillede derefter hjem til mine forældre og delte nyheden med dem. Min mor blev så rørt og forsikrede mig om, at det jo var fantastisk. Så stort og fantastisk, en kæmpe gave. Sådan havde jeg helt ærligt ikke tænkt på det, jeg havde nok altid mest forestillet mig tvillinger som virkelig kaotisk og hårdt, og jeg har altid taget hatten af for dem, der har tvillinger og får det til at se legende let ud. I bilen fra Jordemoderhuset til mine forældre sagde jeg til Thomas, at vi nok skulle forberede os på aldrig at blive inviteret til noget igen. Og så talte vi om storkøb af kød og bleer i Bilka, hvilket bare fik mig til at græde endnu mere og Thomas til at skrige af grin. Så det gav mig virkelig en snært af ro og styrke, at hun reagerede lige præcis sådan.

De efterfølgende dage læste jeg alt hvad jeg kunne komme til på nettet om tvillinger, begyndte at følge tvillingemødre på Instagram og forsøgte at forstå, hvad det egentlig vil sige at være gravid med tvillinger, og hvordan det første år med tvillinger kan se ud. Ordet ‘risikofyldt gravidtet’ kom til at fylde en del, især da jeg har oplevet at blive fulgt tæt som gravid med et hjertebarn, er det noget, der vækker en meget specifik angst i mig. Vi har oplevet neonatal og det er absolut ikke et sted jeg har behov for at besøge igen. Kropsligt blev jeg bange for, hvad det ville sige at skulle bære på to børn og hvilken krop sådan en graviditet ville efterlade mig med. Mest af alt voksede der en frygt i mig for at skulle føde for tidligt og at skulle være adskilt fra Ludvig og Ingrid, hvis nu vi skulle ende med et længere hospitalsforløb. En masse tunge tanker at bære rundt på, der med ugerne heldigvis har givet meget mere plads og rum til lykken omkring de to små liv, der vokser i min mave. I dag er jeg gået ind i uge 15, og selvom de tungere tanker stadig fylder, så er det ikke dem, der gør sig gældende. Vi føler os begge to utroligt heldige over at skulle opleve tvillinger. Nu skal det hele bare gå godt, så vi i sensommeren kan byde dem begge velkomne i vores familie. Vores hjerter er klar, børnene glæder sig, vi har købt en syvpersoners bil (ha!), og så finder vi nok ud af resten. To små liv, muslingerne, som vi kalder dem. Det er bare så stort. Nu. <3