Tid, penge og familie

I juni sidste år startede jeg i et nyt job. Sådan et job, jeg ikke var sikker på, jeg kunne lande. Var jeg kvalificeret nok? Jeg gik ind til samtalen med en forventning om, det ikke var for mig, og at jeg ikke ville sætte vores fleksibilitet over styr for et fuldtidsjob. Samtalen var over Teams, og Thomas og ungerne var i haven imens. Da den var slut, var jeg helt varm, havde røde kinder og en insisterende fornemmelse af, det her var noget, jeg bare skulle. Jeg kom ud til ham og sagde: “Jeg forstår ikke, hvad der er sker. Men jeg skal bare det her.” Efter anden samtalerunde bød muligheden sig også – jobbet var mit. Jeg slog til uden at tøve.
Det varede ganske få dage fra min opstart, før jeg lå under et stort arbejdspres. Et pres jeg ellers havde fået indtryk af ikke ville være af den kaliber. “Der er al mulig plads til familieliv”. Måske jobbet også tilbød en god portion fleksibilitet i form af en hel del hjemmearbejde, så jeg fx kunne hente mine børn i rimelig tid fra deres institutioner, men så skulle timerne falde på andre tider af døgnet. Jeg blev projektleder på et stort projekt – en fantastisk mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Men også et projekt med en stram tidslinje og derfor også et endnu større arbejdspres. Jeg arbejdede i døgndrift i ugevis. Var på telefonen konstant, sendte mails inden sengetid og igen før de små vågnede om morgenen. Projektet løb af stablen og gik som det skulle. Alt klappede, jeg fik min helt store forløsning – jeg kunne jo faktisk godt. Hurra. Tilbage stod jeg dog med et alt for højt stressniveau, søvnløse nætter, savn til mine børn og mand, hjertebanken og en konstant urolig fornemmelse i kroppen. Jeg besøgte min læge efter en nat, hvor jeg var vågnet med stærke stråler ud gennem venstre skulder og arm. Hun beroligede mig, målte mit blodtryk, der var fint og spurgte så: “Hvad er det for et job, du har?”

Allerede der var jer i dialog med min chef om evt. at gå ned i tid, gøre noget ved mængden af arbejdsopgaver, eller vinkle min stilling i en anden retning. Det var et barselsvikariat, jeg var landet i – men der var muligheder for mig i virksomheden i fremtiden. En fastansættelse, måske på nedsat tid. Det lød jo godt, brandet var et af dem jeg altid havde drømt om at arbejde for, og så blev jeg mødt af al mulig forståelse for mine ønsker.

Ugerne gik, efteråret var over os, og vi blev som så mange andre småbørnsforældre mødt af den ene sygdomsrunde efter den anden. Thomas og jeg kæmpede for at få det til at gå op. Med hans job som tandlæge, klinikchef for to klinikker og et dertilhørende stort ansvar, blev det problematisk. Jeg kunne ikke hele tiden være den med syge børn – men han kunne heller ikke hele tiden være væk. Det tvang os til at se hinanden i øjnene, mærke efter og egentlig lå svaret lige for. “Det kræver styrke at gå mod strømmen og turde at gøre noget andet” har jeg før hørt folk sige. At sige et fuldtidsjob op for en mere økonomisk usikker fremtid, det er ikke bare noget, man bare lige gør. Men egentlig nåede vi frem til, det krævede så meget mere styrke at lade være. Det var svært at få noget til at fungere, der ikke kunne fungere. De penge jeg tjente i det job skulle ikke stå i vejen for vores og vores børns glæde. Det var egentlig der, vi var. Ingen af os nød vores hverdag. Alt for meget stress, uro og en konstant fornemmelse af dårlig samvittighed over for det ene og det andet. Hinanden. Det blev “for dyrt” for mig at gå på arbejde, de personlige omkostninger var store.
Jeg sagde op.

Arbejde skulle jeg, jeg havde også allerede nogle nye muligheder på hånden. Kreativ konsulent, det skulle være mit nye virke. Jeg restituerede i december måned, fik ro på mig selv igen, nød tiden med børnene og julen til fulde. Så kunne jeg tage rigtig fat til januar.

Vi havde været igang et par måneder med at skabe det sidste lille liv, der skulle fuldende vores flok. Det så jeg ikke som nogen hindring for de jobmæssige drømme, jeg havde. Når den lille spire kom, var den så velkommen. Jeg var også selvstændig, da jeg ventede Ludvig. Dengang havde jeg min lille butik og webshop. En nummer tre og et selvstændigt virke skulle jeg nok kunne jonglere. At det så viste sig at være tvillinger, vi ventede, og jeg formentlig også derfor var så dårlig i januar og februar, havde vi ikke lige forudset.

Jeg har altid haft et stort og brændende ønske om min egen familie, min egen store børneflok og en dejlig mand at dele det hele med. Men jeg er også vokset op med en forestilling om, at det der definerede min identitet var tæt knyttet til min uddannelse og profession. Moderskabet har for mig betydet en enorm selvudvikling og en udfordring af den tankegang, jeg er vokset op med. Samfundsnormerne. Det er en proces, jeg ikke er færdig med. “Hvem jeg så skal være” er jo i virkeligheden nok bare mig selv, den jeg hele tiden har været. Mig. Med tvillinger på vej og en graviditet, der er kategoriseret som “risikofyldt” og en anbefaling om sygemelding fra uge 25, forsøger jeg stadig at finde balancen i det som jeg skal. Både nu, under og efter en barsel med de to små drengebørn. Jeg ved ikke, hvordan det bliver at have fire børn under seks år, ej heller hvordan det bliver at have tvillinger. Men jeg er blevet mødt af sætninger som “hej hej karriere”, når jeg har delt, at vi venter tvillinger. Der har jeg oplevet, det kan være svært at berolige mig selv, og jeg kan nemt blive slået ud af kurs. “Er det mon sandt?” Måske. Det vil tiden vise, I guess. Eller også er det et hej hej til det liv, vi allerede har forsøgt os med. Mig i et 8-16, 37+ job, med tidlige afleveringer, sene afhentninger, stress, jag, ondt i maven, dårlig samvittighed. For hvis det er det, der er lig med karriere, kan jeg sagtens sige farvel. Det har vi sådan set allerede gjort, for det er ikke det liv, vi ønsker.
Jeg har også veninder og familie, der ikke forstår min situation. Derfor undlader vi ofte bare at tale om den. Udefra set har jeg måske ikke helt “styr på det”. Jeg har min Instagram og min platform her. Det tillader jeg mig for nu at kalde mit arbejde, og så tror jeg på, der kommer nogle andre muligheder min vej også, som jeg kan supplere med. Det kan være svært at forstå, at jeg rent faktisk har en indkomst på det jeg laver, og det er også helt okay. Ærligt talt kunne jeg heller ikke alene leve af den, som det ser ud nu. Der har vi som par valgt, at vi hellere vil prioritere i det vi kan og ikke kan, end at leve det liv vi har forsøgt os med, selvom det ville betyde større økonomisk frihed. Det går jo faktisk også helt fint, som det går nu. Men det kan alligevel være en ubehagelig fornemmelse, når man ikke føler sig respekteret, anerkendt eller forstået for de valg man tager. Det øver jeg mig i at være ligeglad med. Men også det er en proces.