Job & Karriere,  Morliv

Tid, penge og familie

I juni sidste år startede jeg i et nyt job. Sådan et job, jeg ikke var sikker på, jeg kunne lande. Var jeg kvalificeret nok? Jeg gik ind til samtalen med en forventning om, det ikke var for mig, og at jeg ikke ville sætte vores fleksibilitet over styr for et fuldtidsjob. Samtalen var over Teams, og Thomas og ungerne var i haven imens. Da den var slut, var jeg helt varm, havde røde kinder og en insisterende fornemmelse af, det her var noget, jeg bare skulle. Jeg kom ud til ham og sagde: “Jeg forstår ikke, hvad der er sker. Men jeg skal bare det her.” Efter anden samtalerunde bød muligheden sig også – jobbet var mit. Jeg slog til uden at tøve.
Det varede ganske få dage fra min opstart, før jeg lå under et stort arbejdspres. Et pres jeg ellers havde fået indtryk af ikke ville være af den kaliber. “Der er al mulig plads til familieliv”. Måske jobbet også tilbød en god portion fleksibilitet i form af en hel del hjemmearbejde, så jeg fx kunne hente mine børn i rimelig tid fra deres institutioner, men så skulle timerne falde på andre tider af døgnet. Jeg blev projektleder på et stort projekt – en fantastisk mulighed for at vise, hvad jeg kunne. Men også et projekt med en stram tidslinje og derfor også et endnu større arbejdspres. Jeg arbejdede i døgndrift i ugevis. Var på telefonen konstant, sendte mails inden sengetid og igen før de små vågnede om morgenen. Projektet løb af stablen og gik som det skulle. Alt klappede, jeg fik min helt store forløsning – jeg kunne jo faktisk godt. Hurra. Tilbage stod jeg dog med et alt for højt stressniveau, søvnløse nætter, savn til mine børn og mand, hjertebanken og en konstant urolig fornemmelse i kroppen. Jeg besøgte min læge efter en nat, hvor jeg var vågnet med stærke stråler ud gennem venstre skulder og arm. Hun beroligede mig, målte mit blodtryk, der var fint og spurgte så: “Hvad er det for et job, du har?”

Allerede der var jer i dialog med min chef om evt. at gå ned i tid, gøre noget ved mængden af arbejdsopgaver, eller vinkle min stilling i en anden retning. Det var et barselsvikariat, jeg var landet i – men der var muligheder for mig i virksomheden i fremtiden. En fastansættelse, måske på nedsat tid. Det lød jo godt, brandet var et af dem jeg altid havde drømt om at arbejde for, og så blev jeg mødt af al mulig forståelse for mine ønsker.

Ugerne gik, efteråret var over os, og vi blev som så mange andre småbørnsforældre mødt af den ene sygdomsrunde efter den anden. Thomas og jeg kæmpede for at få det til at gå op. Med hans job som tandlæge, klinikchef for to klinikker og et dertilhørende stort ansvar, blev det problematisk. Jeg kunne ikke hele tiden være den med syge børn – men han kunne heller ikke hele tiden være væk. Det tvang os til at se hinanden i øjnene, mærke efter og egentlig lå svaret lige for. “Det kræver styrke at gå mod strømmen og turde at gøre noget andet” har jeg før hørt folk sige. At sige et fuldtidsjob op for en mere økonomisk usikker fremtid, det er ikke bare noget, man bare lige gør. Men egentlig nåede vi frem til, det krævede så meget mere styrke at lade være. Det var svært at få noget til at fungere, der ikke kunne fungere. De penge jeg tjente i det job skulle ikke stå i vejen for vores og vores børns glæde. Det var egentlig der, vi var. Ingen af os nød vores hverdag. Alt for meget stress, uro og en konstant fornemmelse af dårlig samvittighed over for det ene og det andet. Hinanden. Det blev “for dyrt” for mig at gå på arbejde, de personlige omkostninger var store.
Jeg sagde op.

Arbejde skulle jeg, jeg havde også allerede nogle nye muligheder på hånden. Kreativ konsulent, det skulle være mit nye virke. Jeg restituerede i december måned, fik ro på mig selv igen, nød tiden med børnene og julen til fulde. Så kunne jeg tage rigtig fat til januar.

Vi havde været igang et par måneder med at skabe det sidste lille liv, der skulle fuldende vores flok. Det så jeg ikke som nogen hindring for de jobmæssige drømme, jeg havde. Når den lille spire kom, var den så velkommen. Jeg var også selvstændig, da jeg ventede Ludvig. Dengang havde jeg min lille butik og webshop. En nummer tre og et selvstændigt virke skulle jeg nok kunne jonglere. At det så viste sig at være tvillinger, vi ventede, og jeg formentlig også derfor var så dårlig i januar og februar, havde vi ikke lige forudset.

Jeg har altid haft et stort og brændende ønske om min egen familie, min egen store børneflok og en dejlig mand at dele det hele med. Men jeg er også vokset op med en forestilling om, at det der definerede min identitet var tæt knyttet til min uddannelse og profession. Moderskabet har for mig betydet en enorm selvudvikling og en udfordring af den tankegang, jeg er vokset op med. Samfundsnormerne. Det er en proces, jeg ikke er færdig med. “Hvem jeg så skal være” er jo i virkeligheden nok bare mig selv, den jeg hele tiden har været. Mig. Med tvillinger på vej og en graviditet, der er kategoriseret som “risikofyldt” og en anbefaling om sygemelding fra uge 25, forsøger jeg stadig at finde balancen i det som jeg skal. Både nu, under og efter en barsel med de to små drengebørn. Jeg ved ikke, hvordan det bliver at have fire børn under seks år, ej heller hvordan det bliver at have tvillinger. Men jeg er blevet mødt af sætninger som “hej hej karriere”, når jeg har delt, at vi venter tvillinger. Der har jeg oplevet, det kan være svært at berolige mig selv, og jeg kan nemt blive slået ud af kurs. “Er det mon sandt?” Måske. Det vil tiden vise, I guess. Eller også er det et hej hej til det liv, vi allerede har forsøgt os med. Mig i et 8-16, 37+ job, med tidlige afleveringer, sene afhentninger, stress, jag, ondt i maven, dårlig samvittighed. For hvis det er det, der er lig med karriere, kan jeg sagtens sige farvel. Det har vi sådan set allerede gjort, for det er ikke det liv, vi ønsker.
Jeg har også veninder og familie, der ikke forstår min situation. Derfor undlader vi ofte bare at tale om den. Udefra set har jeg måske ikke helt “styr på det”. Jeg har min Instagram og min platform her. Det tillader jeg mig for nu at kalde mit arbejde, og så tror jeg på, der kommer nogle andre muligheder min vej også, som jeg kan supplere med. Det kan være svært at forstå, at jeg rent faktisk har en indkomst på det jeg laver, og det er også helt okay. Ærligt talt kunne jeg heller ikke alene leve af den, som det ser ud nu. Der har vi som par valgt, at vi hellere vil prioritere i det vi kan og ikke kan, end at leve det liv vi har forsøgt os med, selvom det ville betyde større økonomisk frihed. Det går jo faktisk også helt fint, som det går nu. Men det kan alligevel være en ubehagelig fornemmelse, når man ikke føler sig respekteret, anerkendt eller forstået for de valg man tager. Det øver jeg mig i at være ligeglad med. Men også det er en proces.

7 kommentarer

  • Laura

    Sikke et ærligt og stærkt indlæg. Jeg håber for os alle, at arbejdslivet bliver mere foreneligt med familielivet – vi er jo kun et menneske. Jeg ved ikke, om du vil svare – men hvis du vil, så kunne det være interessant med et indlæg om, hvordan I får det til at hænge sammen med en fuldtidsindkomst?
    Bedste hilsner Laura

    • Marie Eigen

      Kære Laura. Tusinde tak for din kommentar. Jeg er helt enig med dig, og jeg håber, vi er på rette vej. Men der er meget langt endnu. Som et eksempel kan jeg nævne, at den virksomhed jeg forlod inden årsskiftet ikke havde en eneste medarbejder på nedsat tid. Så skulle jeg have valgt at fortsætte der med en sådan mulighed, ville jeg være den første på hele hovedkontoret. En virksomhed der ellers kalder sig moderne og hvis værdier fokuserede enormt meget på ‘mennesket’. Det er skørt.
      Det vil jeg gerne overveje at skrive mere om, tak for den idé.
      Kh Marie

  • S

    Åh, tak for dit skriv ❤️ Jeg respekterer og anerkender jeres beslutning så meget. Det kræver så meget mod at gå imod flokken i Danmark. Og så ærgerligt at man skal føle, at der kun er en “rigtig” måde at leve på – og hvem har egentlig defineret den måde?
    Jeg har siden mit første barn kun arbejdet 30 timer. Drømmer egentlig om en 20-25 timers stilling, og gik hjemme med mit andet barn til hun var 19 måneder og venter nu nummer 3. Jeg har også mødt undrende blikke, men jeg hviler så meget i at tage de valg, der er rigtige for min familie og for mig selv – selvom det kræver mod og koster på pengepungen, så giver det så meget, som økonomisk frihed ikke kan give.
    Tak fordi du laver indlæg igen. Trænger lidt til at få lidt dybde læsning også, fremfor en masse swipe på insta 😊😘

  • Josefine

    Hold da op, hvor er det godt skrevet! Tak!
    Det er mega spænde og mega relevant i dagens Danmark. Plus at det er bare I de første år af børns liv man skal være på. Det kan man jo bare ikke med en stressede hverdag!
    Du skriver virkelig god og håber du beholder det her som dit job!

    • Marie Eigen

      Kære Josefine.
      Tusinde tak, hvor er det bare sødt af dig at skrive. Det betyder alverden og gør det så meget sjovere at dele ud. Og ja, jeg er helt enig!!
      Så tak!!
      Kh Marie

  • L

    Hej Marie
    Jeg har først lige opdaget din blog og Instagram lige nu-agtigt. Men vil bare sige, at jeg kan genkende alt det, du skriver her. Har også små tvillinger og en der er kun lidt større, og de var var superramt af sygdom og isolation sidste år – lige da jeg havde fået mit første faste job, og min kæreste havde ekstra på sit. Jeg har ikke en blog eller en stor Instagramprofil, hvor jeg kunne føle mig “faglig” eller som en der udrettede noget ved siden af. Men vi bor ikke så langt fra hinanden og det hele er bare så relatable og skrevet på en måde, som sætter godt ord på mange af mine tanker (og sikker mange andres også) og så jeg blev nødt til skrive denne kommentar 🙂 Og tak.
    Og selvf. tillykke med tvillingegraviditeten! Det er hårdt og dejligt x 1000 at have tvillinger.

    • Marie Eigen

      Kære dig.
      Tusinde tak for din kommentar, hvor er jeg glad for, du har givet dig tid til at skrive. Det gør det hele meget sjovere at dele ud, når nogen kan genkende og relatere. Så tak til dig også! 🙂
      Kh Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *