Frem og tilbage, igen og igen

De sidste par måneder har været turbulente. En følelse af at skulle omstille sig igen og igen, frem og tilbage mellem planerne og en irriterende uafklarethed har været temaet.
Vi har hele tiden troet, vi skulle renovere vores førstesal, inden vi blev forældre igen. Deroppe skulle vi allesammen have værelser, et badeværelse mere, fransk altan til haven, loft til kip, ovenlysvinduer, luft og plads. Det har været drømmen og planen siden vi overtog huset sidste år, at den skulle have den helt store tur. Førstesalen er ikke isoleret ordentligt, og lige nu står den med nogle store kolde skunke, som du går ud til gennem en enkelt skabslåge. Ude i skunkene står man lige under tagstenene, så som du nok kan forestille dig, trækker det enormt meget deroppe, og er derfor ikke rigtig egnet til at vi sover deroppe, særligt i de kolde måneder. Lige nu er førstesalen inddelt i to rum, som vi pt. bruger som et stort legerum til børnene og til et påklædningsværelse til Thomas og jeg (det lyder langt mere fancy, end det er. Det er egentlig kun fordi, vi ikke har plads til skabe nedenunder, som det ser ud i dag).

Tilbage i november havde vi et møde med vores bank om vores planer for den forestående renovering. Jeg havde lige sagt mit job om (som du kan læse mere om her), og det var vigtigt for os at få afklaret, om det kunne betyde, vi skulle udskyde projektet. Men det oprindelige tilbud vi havde liggende på renoveringen af førstesalen, mente banken slet ikke, der ville være noget til hinder for, vi gik igang. Det krævede dog et opdateret og endeligt tilbud, hvilket vi fik lavet klar i december. Fordi etagen rummer de store kolde rum, der i dag ikke er en del af antal m2, er det svært helt at forestille sig, hvordan man kan udnytte pladsen. Derfor havde vi også besøg af en arkitekt tilbage i december for at få vendt de muligheder, der lå i renoveringen. Vi fik lavet et nyt tilbud af vores entreprenør, fik sendt det afsted og så ventede vi ellers i ugevis på at høre nyt. Endelig var der hul igennem: “I skal have huset forhåndsvurderet” lød beskeden. Okay, selvfølgelig. Det kunne vi måske have fået at vide tidligere, så vi ikke havde gået og ventet unødvendigt længe på ingenting. Men fluks fik vi sat det i værk og fik en glimrende og meget lovende vurdering af huset nu og efter den forestående renovering. Så startede ventetiden på ny…
I løbet af de efterfølgende uger rykkede Thomas vores bankrådgiver adskillige gange og fik hele tiden lovning på, at beregningerne var lige på trapperne. Et projekt vi oprindeligt havde super god tid til blev pludselig lidt mere presset, med en voksende mave hos mig og en strammere tidsplan. Vi vidste, det ville tage 2,5 måned som minimum at gennemføre renoveringen – uden de forventede men alligevel på forhånd uforudsete ting, man også må forvente, når man renoverer.

Fordi vi havde fået en forhåbning om, vores drømme var realtiske, havde vi også turde gå videre med vores lille “projekt” baby nr. tre, der som bekendt viste sig at være nr. tre OG fire. Vores tvillingedrenge. Men nu skulle det vise sig, vi slet ikke kunne komme igang med renoveringen alligevel. Slut marts får vi endelig afklaring – desværre ikke den, vi håbede på.
“Fordi din virksomhed er så ny, kan vi ikke regne med det for værende reel indtægt – så lad os tale om mulighederne for, at du går ud og får dig et rigtigt arbejde.”
…
“Ja, goddav. Jeg er gravid med tvillinger. Vil du ansætte mig?” Desuden har jeg et rigtigt arbejde – bare som selvstændig. Penge er vel penge? Men ak, nej.
Istedet blev vi rådet til at sætte huset til salg og bytte det ud med et, hvor der ikke forelå en omfattende renovering, hvis ikke vi følte, vi kunne være her. Der var vi mentalt slet ikke, de baner havde vi slet ikke tænkt i. Panikken omkring hvor vi skulle gøre af os selv og vores snart fire børn voksede dog hastigt i løbet af de kommende dage. Derfor begyndte vi, helt klassisk og “bare for sjov”, at kigge på, hvad vi mon kunne få længere oppe nordpå. Mere specifikt i Hillerød. Fordi Thomas også ejer en tandlægeklinik i Hillerød, og jeg kan arbejde alle steder fra, kunne vi jo så lige godt bosætte os der. Hvis vi gjorde det nu, kunne vi også nå det inden Ludvigs skolestart til næste år. Det gav altsammen pludselig så fin mening. Så vi begyndte at se os omkring efter potentielle boliger i Hillerød.
Skæbnen ville, der faktisk var et hus på markedet, vi forelskede os i. Et arkitekttegnet vidunder fra 70’erne I Hillerød Vest tæt på en fin skole med sikker cykelsti, lige ud til et fredet grønt område og med rolige, lukkede veje, hvor vores børn med garanti kunne have en dejlig opvækst. Dagen inden påskeferien fik vi klar besked fra banken om, hvilket leje, vi kunne se efter hus i: “I kan sagtens købe et nyt hus til samme pris som jeres eget handles til.” Hurra! Det passede netop på huset i Hillerød, der tilmed ville være billigere i både skat og forbrug. Købet ville alt andet lige være betinget af eget salg, hvorfor vi skulle ud over stepperne med det hurtigst muligt. Vi ringede til mægler og gav besked om, at vi var klar og fik vores sat til salg til en skarp pris, så vi havde bedst mulige chancer for at komme i mål med huset i Hillerød.

Vi sendte den konkrete sag til vores bankrådgiver, der efter endnu nogle dages ventetid vendte tilbage med en uklar melding. Huset ville koste os mange flere tusinde kroner mere om måneden, til trods for, lånestørrelsen ville være nogenlunde den samme. Desuden blev han ved med at snakke om “at tale vores sag”, hvilket gav anledning til en enorm usikkerhed. Hvad mente han med det? Vi havde jo lige sat vores hus til salg og jo fået at vide, vi lå helt inden for skiven af, hvad vi kunne købe for. Vi forstod ingenting.
Jeg kontaktede derfor vores bank og bad om en ny rådgiver og om at tale med filialchefen. Måneders frem og tilbage, langtrukne svartider og diffuse tilbagemeldinger havde givet os begge så store knuder i maven, at det ikke var til at holde ud at være i længere. Ingen af os sov om natten og ingen af os var i kontakt med glæden omkring den fine familieforøgelse, der venter på os. Det hele var overskygget af uro.
Der var allerede interesse for vores hus, men hvad betød det, hvis vi nu skulle til at være hjemløse? Eller panikkøbe et andet hus. Eller bruge en enorm sum penge på at trække vores salg tilbage, på baggrund af direkte forkert rådgivning?

Fredag eftermiddag, på vej ind i Rema 1000 med hele familien, bliver jeg ringet op af filialchefen. “Der er vist sket en fejl”. Den rådgivning vi havde fået havde ikke været korrekt eller fyldestgørende. Det vi troede var en økonomisk fornuftig beslutning, ville ende med at blive alt for dyrt for os. Så ville det betyde, jeg skulle ud i et fast job lige efter min barsel, for at tingene kunne hænge sammen for os. En totalt ændret præmis, der netop var at flytte for at få plads og ro på vores økonomi og sikre fleksibilitet i vores hverdag til vores snart fire børn. Da jeg sagde op i november besluttede vi netop, at vi skulle have en roligere hverdag. Mindre hamsterhjul, tid til vores børn og at læsset ikke skulle kunne vælte, når en var syg eller havde brug for en dag hjemme. Den beslutning var vi ikke klar til at ændre på på ny. Slet ikke med tvillingerne på vej. Misforstå ikke, jeg drømmer også om et rigt og udbytterigt jobliv. Men måske den tid venter mig senere – eller måske jeg rent faktisk kan opnå det samtidig med at vi har en fleksibel hverdag, ved at jeg er selvstændig i det ene eller andet format. Det vil fremtiden vise. Uanset braste den nye drøm, drømmen om at flytte til et større hus længere oppe nordpå uden det store renoveringsbehov, lige der. Fordi banken, mildt sagt, har klokket i den, tager de også ansvaret omkring vores salg. Og de har således stået for at trække vores hus tilbage fra markedet uden økonomiske konsekvenser for os. Selvom vi her på falderebet godt kunne komme i mål med huset i Hillerød, er det den rigtige beslutning. Forløbet her har resulteret i to flossede nervesystemer, der lige skal afklimatisere efter måneders uro omkring, hvad der egentlig skal ske. Børnene bliver i deres institutioner, beholder deres lokale venner og skoleplanen er uændret for Ludvig, hvilket vi ved, han sætter kæmpe pris på. Det vil også betyde, at de ikke står over for en masse nyt samtidigt med, at de skal byde deres småbrødre velkommen til verden. Det giver også en gigantisk ro, som også føles enorm rar. Vi er glade her hvor vi er, også selvom den førstesal så må vise sig at være ubrugelig en rum tid endnu. Man ved, hvad man har og ikke, hvad man får. Det er der absolut også noget om.
Vi har nogle små planer om at skabe et værelse mere i stueplan, som sikrer os lidt frem i tiden. Hvem ved så, hvad fremtiden bringer. Hjem er stadig lige her, og det er der helt sikkert også en mening med. <3