Om at vænne sig til tanken

Barn nummer tre er noget, vi altid har vendt for og imod. Det har ikke ligget sikkert i kortene, at vi ville have mere end to børn. Da Ingrid var knap to år, kan jeg lige så tydeligt huske, at Thomas og jeg talte om, hvor vildt det var at tænke på, at vi på dette tidspunkt, da Ludvig var lige knap to år, blev gravide med Ingrid. Hvor vildt det var at tænke på at have lyst til et barn mere, for der var vi slet ikke nu.
Man kan vist roligt sige, man har et standpunkt, til man tager et nyt.

I månederne efter er jeg i fuldtidsjob for første gang i nogle år, efter en barsel med Ingrid og efterfølgende halvt år med hjemmepasning. Hverdagen ruller for fulde drøn og vi føler næsten, ugerne smuldrene mellem hænderne på os. Efteråret rammer og vi står igen og igen med syge børn og en hverdag, der føles som en kabale, der driller irriterende meget. Mit morliv druknede i praktikaliteter, møder, hente/bringe aftaler med Thomas og aftener uden energi. Det stod klart, hvor meget mit moderskab betød for mig – ikke at jeg ikke var klar over, det var altoverskyggende. Men på job som mor, blev det endnu mere tydeligt. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg var ‘mere mor end projektleder’ og ikke var villig til at ofre, hvilket det føltes som om, at jeg skulle.
Snigende i den proces kom også lysten til barn nummer tre. For os begge to, heldigvis. Egentlig paradoksalt i en tid, hvor vi følte, vi haltede bagefter, og begge følte os forpustede. Måske der lå en klar stillingtagen i det, netop at udvide familien nu midt i kaos og lade den få lov til at overtage og fylde mest igen. Uanset risikoen for, det også kunne få konsekvenser for vores nye hverdag. Jeg forsøgte at være nysgerrig på mig selv og gav også plads til at mærke, hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg tror sagtens, man kan være knalddygtig på sit job, have travlt og samtidig også rocke rollen som mor. Jonglere begge dele. Det kunne jeg bare ikke. Jeg følte, jeg mistede grebet i mit moderskab til fordel for jobbet. Derfor sagde jeg op. Det kan du også læse mere om her.

31. december stod vi med en positiv test i hånden. Jeg var stoppet på jobbet en måned forinden, og var ved at finde mig selv sammen med en plan for mit kommende jobliv. Egentlig havde jeg tænkt, jeg kunne nå at udforske alskens muligheder, inden endnu en barsel bankede på døren. Jeg havde allerede gang i nogle forskellige kontakter med henblik på at arbejde freelance i kombination med min lille platform på Instagram. Jeg glædede mig til at komme igang og kaste mig ud i det. Som jeg delte i dette indlæg, blev jeg lagt ned af en voldsom kvalme og træthed, der gjorde, jeg ikke var i stand til ret meget. Jeg lå bare i sengen, og selvom jeg forsøgte at spise mellem opkastningerne og sove alt det jeg kunne, fik jeg det bare ikke bedre. Samtidigt fyldte beskeden om, at der lå hele to liv i min mave også. Det var ikke drømmen for os. Ærligt, havde jeg lidt en følelse af at være sat ud af spil. Skakmat, mor. Mange af de ting, jeg troede, jeg sagtens kunne som gravid, på barsel og efter en barsel virkede uoverskuelige, urealistiske. Som ugerne gik lukkede nogen af mulighederne sig også, fordi tiden simpelthen bare gik, og jeg ikke var på benene. Jeg havde nogle sjove samarbejder på min profil, jeg godt kunne overskue, men derudover var energien ikke til meget. Planerne ændrede sig, igen.

Jeg oplevede også, omverden tog meget negativt imod vores nyhed om, at vi ventede tvillinger. Ikke vores familie og venner, men folk i forbifarten. Fx en far fra Ingrids vuggestuen, der overhørte en samtale jeg havde en med pædagogmedhjælper dernede. Hun var selv gravid med sit første barn og skulle til at gå fra. Vi talte om, hvad hun glædede sig til og hvor magisk en tid, der var hende i vente. Hun spurgte så mig “men hvad med dig?”. “Jamen, vi venter tvillinger.” Ind brød han og sagde “tvillinger, godt det ikke er mig! Held og lykke med det…” hvor på han vendte rundt på hælen og gik ind efter sit barn. Jeg stod måbende tilbage. Fik en instinktiv lyst til at rende efter ham med en paraply i luften og råbe: “ja, det er vist godt, det ikke er dig, men mig, der venter dem. Og det er jeg iøvrigt hamrende glad for!”. En af de situationer, hvor det virkelig slog mig, at det er jeg faktisk. Jeg elsker allerede mine drenge ubetinget og kunne ikke forestille mig en større gave, end at de kommer sunde og raske til verden, når sommeren lakker mod enden. Ingen skal insinuere, at de er en fejl, eller at de da ikke kan være ønskede. Det kan jeg slet ikke være i, og løvemoren i mig tirres frem og giver mig lyst til at omfavne og beskytte min store, gravide mave og vise kløer og brøle.
Derfor får jeg nu også helt ondt i maven ved tanken om min umiddelbare reaktion på, at vi ventede dem. De var jo egentlig ikke ønskede og der i uge 7, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle forhold mig til dem. Jeg siger til mig selv, det er okay, jeg lige skulle lande i det. En graviditet må gerne være en proces. Også en flerligne graviditet. Det er jo en stor mundfuld at bære på to liv. Også at fordoble børneflokken. Går jeg ud fra, i hvert fald.

Jeg er i uge 25 i skrivende stund, og i nat lå jeg vågen i timevis og bare mærkede dem (og mine bækkensmerter, bevares). Jeg kan for det meste godt skelne mellem de to små drenge og deres bevægelser. Jeg lå og forestillede mig, hvordan det bliver at få dem begge to op til mit bryst. At kunne holde om dem, betragte deres små krøllede ansigter og lytte til deres fine, knirkende lyde. Jeg glæder mig så uendeligt og må sige, jeg virkelig har vænnet mig til tanken om at skulle være mor til tvillinger. Faktisk er jeg helt forelsket i den. Det bliver hårdt, ja. Det er det altid, når man bliver mor, uanset om det er til en eller flere, første, anden eller tredje gang. Men det bliver også fuldstændig fantastisk. Kom så august, vi er klar! <3